De hadede hinanden så inderligt. Men et ydre pres kan som bekendt få selv de stærkeste arvefjender til at finde sammen.

Det er i hvert fald historien om de to hovedorganisationer FTF og LO som i fælles forsøg på at styrke fagbevægelsen nu har taget første formelle skridt mod en fusion efter flere års sonderinger. FTF, der opstod som en modsætning til den politiske bevægelse i LO i 1950´erne og først senere blev anerkendt som hovedorganisation, har sammen med LO netop sendt et fælles strategioplæg ud til deres medlemmer under navnet »Fagbevægelsen frem mod 2020«.

Samtidig har de to hovedorganisationer nedsat en politisk styregruppe med repræsentanter fra nogle af de største medlemsforbund, der skal sætte turbo på processen. Gruppen skal afslutte sit arbejde og komme med en konklusion til næste sommer, inden LO i efteråret skal holde kongres og vælge en ny formand.

»Vi står overfor mange fælles udfordringer i dansk fagbevægelse. Det handler om tryghed, så som genoptjeningsretten på dagpenge, men også udenlandsk arbejdskraft. Nu vil vi gerne undersøge grundigt, hvad forbundene siger til idéen og hvilke barrierer, der måtte være for at gå sammen. Vi ved, at forbund som 3F og Dansk Metal ikke har været begejstrede for en fusion, men nu skal vi undersøge fordele og ulemper helt til bunds,« siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, som dog understreger, at organisationerne endnu er langt fra en formel beslutning.

Vil lægge pres på politikere

LO og FTF har de senere år intensiveret det politiske samarbejde, blandt andet om beskæftigelsesreformen og på EU-området, hvor de har oprettet et fælles kontor i Bruxelles med Akademikerne. Selv om fusionen ikke er endelig vedtaget har de to organisationer da også allerede besluttet at føre en fælles, partineutral valgkamp. Det er første gang, FTF går aktivt ind i en valgkamp. De LO-forbund, som har tradition for at give partistøtte som for eksempel Danske Metal har dog fortsat mulighed for det.

»Det bliver under temaet lønmodtagernes valg, fordi der er behov for en stærk stemme, som taler lønmodtagernes sag overfor politikerne og ikke mindst holder dem op på det, de lover. Så vi går ikke efter bestemte partier, men efter de sager, som har betydning for vores medlemmer,« siger Bente Sorgenfrey.

En ny fælles hovedorganisation vil - hvis den bliver en realitet - få godt 1,5 mio. medlemmer.