At Lissabon er bygget på syv høje, fik vi at mærke på egen krop i løbet af den uge, vi dagligt vandrede rundt, op og ned, fra høj til høj, bydel til bydel med vores halvanden-årige i klapvogn og vores fireårige i gadedrengeløb i de små gader.
Øverst oppe troner byens ældste bygning, borgen Castelo de São Jorge, der kan ses overalt, og på de seks andre høje er der imponerende kirker og klostre.
Omkring højene spreder byens forskellige kvarterer sig, hver med sin charme og særtræk. Især den mauriske indflydelse er iøjnefaldene med de mange kakelbeklædte facader – azulejos – der smukt reflekterer lyset og giver byen sin helt egen stil.
Et andet særtræk er det akvarelagtige lys, der indhyller byen i en pastelfarvet blødhed. Lyset stammer fra den brede, rolige flod Tejo, som man kan få et glimt af, næsten overalt i byen.
Det allervigtigste, når man rejser med børn i Lissabon, er dog portugisernes oprigtige og meget overstrømmende kærlighed til børn. De er hjælpsomme, og man føler sig velkommen overalt.
Steder I skal se
En køretur i en af de gamle sporvogne, der fortsat forbinder bydelene, er en fin måde at få et første indtryk. Det er sjovt, også for børn, og giver trætte gå-ben en pause. Linie 28 og 12 kører rundt i mange af byens fine kvarterer – Bairro Alto, Baixa og Alfama – op og ned af de stejle gader og så tæt på husmurene, at man kan stikke hånden ud og røre ved gardiner og vasketøj.
Middelalderborgen Castelo de São Jorge øverst oppe over byens hustage er et fantastisk sted for børn. Der er ingen trafik, men til gengæld en storslået udsigt over byen og floden. Gamle kanoner, høje udsigtposter, fritgående påfugle og dybe fangehuller giver ægte borgstemning.
Hver lørdag og tirsdag er der loppemarked, eller »tyvenes marked«, Feira da Ladra, i bydelen Graça. Det starter ved klosterkirken Igreja da Graça og spreder sig ud i de nærmeste gader. Vi fandt gamle portugisiske emajleskåle og pastelfarvet interiør til pigernes dukkehus. Man kan finde stort set alt, både gammelt og nyt, og det er billigt.
Lissabons mange parker og pladser er åndehuller for både store og små. Vores favorit var Jardim do Principe Real i Bairro Alto med de smukke gamle træer. Buçaco-cedertræet er over 100 år gammelt og elsket af de lokale. Dets trækrone måler mere end 20 m i diameter og danner et skyggefuldt rum i parken, hvor den stærke duft af ceder kildrer i næsen.
Der er også enorme baobab-lignende træer, hvor børn klatrer rundt i det forgrende rodnet og leger gemmeleg i stammens hulrum. Hver lørdag er der øko-marked, hvor de lokale bønder kommer ind og sælger deres afgrøder og hjemmelavede produkter.
På pladsen Praça da Figueira, findes en lillebitte legetøjsforretning, der har ligget i samme lokaler siden 1830, Hospital de Bonecas. Selve butikken er fin, men den egentlige seværdighed, dukkehospitalet, findes i lejligheden ovenpå. Her har fingernemme damer i årtier omhyggeligt repareret og nusset om det bedre borgerskabs itugåede legetøj.
For to euro (ca. 15 kr.) tager den ældre dame i butikken børn ved hånden og fører dem op ad trappen til et magisk univers. Vores fire-årige datter var åndeløs. Fra gulv til loft i de meget højloftede rum er der glasvitriner fyldt med dukkebørn, plysbamser og legetøj, der har fået en skavank. Alt er sirligt inddelt efter årgang og type af skade. Dukker uden hoveder på én hylde, dukker med brækkede ben på en anden. Man kan stadig indlevere sin allerkæreste bamse og få den stoppet påny.
Steder I skal spise
Taberna da Rua das Flores (Rua das Flores 103, Chiado) laver fantastiske portugisiske tapas. Vi betalte ca. 300 kr. inkl. vin. Køkkenet åbner allerede kl. 12, og man kan derfor spise tidligere end i mange andre restauranter, hvilket er en fordel med sultne børn.
I Estrela da Bica (Travessa do Cabral 33, Bica) åbner køkkenet først kl. 20, men det er værd at vente på. Man kan få tapas fra kl. 16-17, og fra kl. 20 strømmer det ind med lokale. Vi spiste muslinger og kastanjefyldt kylling, men menuen skifter dagligt, og der er mange vegetariske retter samt traditionel portugisisk mad i ny fortolkning.
Vi spiste for ca. 300 kr. inkl. vin. Estrela da Bica betyder »Bica’s stjerne«, og da vi gik derfra røde i kinderne, glade, meget mætte og med to sovende småpiger i armene, var der den hyggeligste fest i gaden udenfor.
Der ligger mange smukke gamle konditorier og caféer i Lissabon. De laver god kaffe overalt. Kaffe med varm mælk hedder galâo. Konditoriet Padaria São Roque (Rua Dom Pedro V 57, Bairro Alto) er en sand perle, der ikke er så berømt som mange af byens andre gamle konditorier. Det ligger gemt bag en anonym facade, men har en fantastisk art deco-indretning og en meget lokal atmosfære.