I sin populismekritiske bog »Kældermennesker« demonstrerer Carsten Jensen, at han er fanget i en mental tidslomme i 1990erne, hvor problemer med indvandring ikke findes, hvor hans modstandere enten er dumme eller onde, og hvor de få løsninger, han foreslår, enten er naive, ubrugelige eller begge dele.
Af og til, når bygninger bliver renoveret, sker det, at en såkaldt tidskapsel dukker op. En lille hilsen fra forgangne tider, måske en metalæske med gulnede aviser fra et tidligere århundrede, en dagbog eller et brev til fremtidige generationer.
Hvis man gerne vil have en tidskapsel fra cirka 1995, behøver man imidlertid ikke renovere noget som helst. Man kan blot købe Carsten Jensens dugfriske »Kældermennesker«, der giver et unikt indblik i en da fremherskende men nu marginaliseret mentalitet, hvor flygtninge bare var noget, man tog imod uanset antal, hvor velfærdsstaten altid var for lille og under ufatteligt pres, og hvor de, som mente noget andet var dumme, onde eller begge dele.
