Carsten Jensen om de »klamme kældermennesker«: »De skreg kun op, fordi jeg ramte plet«

Carsten Jensens flyrejse begyndte med indladende smiger, da en smuk stewardesse bød forfatteren og samfundsdebattøren velkommen ombord med ordene »jeg er fan.«

Tre meter nede af midtergangen blev tonefaldet dog anderledes bidsk. For da Jensen banede sig vej gennem stolerækker og medpassagerer, rejste en midaldrende dame sig fra sit flysæde for at blokere midtergangen for den overraskede forfatter.

»Det er sådan nogle som mig, du kalder »kældermennesker«, sagde hun med kølig intensitet, mens hun nedstirrede den berejste forfatter. »Jeg kan ikke lide dig«.

»Så må jeg jo indrømme, at jeg sagde, jeg kan sikkert heller ikke lide dig, hvis jeg lærer dig nærmere at kende,« fortæller Carsten Jensen til Berlingske med et skævt smil på læben.

»Det var jo nok ikke det bedste svar, vil jeg sige. I virkeligheden tror jeg, at jeg med de fleste af de mennesker ville kunne få noget ud af tale med dem. Og det ville de også.«

Stenkast og øretæver

Damen i flyet er ikke den eneste, der følte sig stødt, da Carsten Jensen i 2011 indsendte den berygtede kronik i Politiken, hvor han gik i kødet på »den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker«.

For Jensens kritikere blev stemplingen Dansk Folkepartis vælgere, politikere og sympatisører som »kældermennesker« et præmieeksempel på et skrigende hykleri hos en forfatter, der det ene øjeblik angriber politiske modstandere med nedrige gloser, mens han i det næste øjeblik beklager den rå og dehumaniserende tone i den danske samfundsdebat.

Selv modstandere af en stram udlændingepolitik har fra tid til anden beklaget, at Carsten Jensen med sine grovkornede udfald forfalder til nøjagtigt samme niveau, som han regelmæssigt beskylder sine ideologiske modstandere for at befinde sig på.

Hvorfor tror du, reaktionerne var så kraftige, da du omtalte DF’erne som ‘klamme kældermennesker’?

»Fordi det også ramte. Jeg tror, der var mange, der følte sig truffet. Så blev de skidevrede. Det svarer til, at man kaster en sten. Og hvis den ikke rammer, er der ingen reaktion. Hvis der en, der råber av, er det, fordi den har ramt,« siger Carsten Jensen uden antydning af anger. For man må stille op til øretæver, når man blander sig i den offentlige debat, mener Jensen, og det gælder også ham selv.

»Jeg har det ikke sådan, at jeg ømmer mig, når jeg får tæsk offentligt. Jeg kan selv være hård og konfronterende. Jeg kan være spydig, sarkastisk, satirisk. Jeg kan være virkeligt grov. Hvis nogle svarer hårdt igen, kunne jeg aldrig finde på at ømme mig.«

Tilbage til kælderen

Nu er Carsten Jensen vendt tilbage til kælderen.

I slutningen af august udkommer bogen »Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske«, der er en den første i en planlagt serie af i alt fire mindre essayistiske værker om tidens politiske og sociale udfordringer. Forud for udgivelsen møder Berlingske den produktive forfatter på Cafe Europa i København, hvor han sætter sig til rette og bestiller en cappucino.

‘Kældermennesker’ er et umiskendeligt jensensk frontalangreb på tidens ‘højrepopulistiske’ partier, der trods deres manglende evne til at levere substantielle svar på tidens store udfordringer kynisk kalkulerende lokker vælgere til med løfterne om at genetablere en tabt verden, der reelt set er forsvundet for evigt. For Carsten Jensen er højrepartiernes forsvar for nationalstaten, de danske værdier og de lukkede grænser et porøst sandslot, der med usvigelig sikkerhed vil blive ædt op i globaliseringens brænding.

Igennem årene har Carsten Jensen markeret sig om en indædt kritiker af skiftende regeringers asylpolitik. Han har kritiseret den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Og han har langet ud efter følgagtige politikere, der af frygt for vælgere går på kompromis med egne idealer og basal anstændighed. Altid uden skyggen af behagesyge.

I bogen føler Jensen sig alligevel kaldet til at rette op på det, som han selv ser som en misforståelse af det omstridte citat.

»I begrebet kældermennesker ligger der et forsøg på at forstå, hvad det er for en dramatisk udvikling, der foregår i disse år. Kældermennesker var ikke, som mange ellers oplevede det, et synonym for undermennesker. Det var en reference til en Dostojevskij-figur (i romanen »Kældermennesket«, red.), som har et meget, meget besværligt forhold til humanismen og den modernitet, som på det tidspunkt er ved at bryde igennem i Rusland,« siger han.

»Livet er mere, end rationalistiske verdensforklaringer kan rumme. Den rationalistiske humanisme fremstiller historien som et entydigt fremskridt, mennesket som entydigt godt. I Dostojevskijs bog sætter kældermennesket sig, nærmest bevidst, for at demonstrere, at sådan forholder det sig ikke. Og han har en række holdninger, som kan minde om Trump. »Hvis det her er en kendsgerning, så vil jeg ikke have noget med kendsgerningerne at gøre.« Han afviser matematikken, og at to og to skulle være fire. Det er symbolet på denne her rationalisme, som man ikke bare kan overføre til menneskesindet.«

Alternativet er undergang

Hvorvidt finlitterære referencer og henvisninger til russiske romanforfattere vil formilde Jensens kritikere, der ser hans sprogbrug og virke som debattør som en arrogant stempling af almindelige menneskers legitime politiske bekymringer, er nok tvivlsomt.

Konservative gemytter vil måske mene, at Carsten Jensen i sin nye bog af og til lyder som en liberal jubeloptimist, der drømmer hede drømme om en overnational verdensregering, hvor alverdens folkeslag i al deres mangfoldighed slutter sig sammen for at anerkende hinandens forskelligheder og i fællesskab løser klodens mest presserende problemer. Fremtidens menneske må blot sande situationens alvor og droppe sine ængstelige moderbindinger til det nationale og for længst overflødiggjorte fællesskab. Alternativet er undergang.

»Tror vi, at nationalstaten kan stoppe klimaforandringerne?« spørger Jensen retorisk.

»Nej, det kan den jo ikke. Det må jo siges, at den som politisk redskab fra nu af har meget begrænset effekt. Det er jo den balancegang, vi bliver nødt til at gå. Vi har både brug for identitetsmæssige holdepunkter, men de må ikke blive ekskluderende og statiske. Selvfølgelig er sprog og historie vigtige, men samtidig har vi brug for at indse, at nationalstaten ikke har den politiske magt til at forme verden og samfundslivet, som den havde engang. Der er stort set ingen af tidens vigtigste problemstillinger, som nationalstaten er svaret på.«

Men hvis der er opbakning til nationalstaten og et flertal for en stram udlændingepolitik, hvorfor skal man så ikke bøje sig for flertallets vilje?

»Jeg tror, det er 77 pct. af folketingsmedlemmerne, der går ind for den strammest tænkelige udlændingepolitik. Jeg kan ikke bevise det med tal, men det er alligevel min fornemmelse, at de ikke svarer til 77 pct. af befolkningen. Jeg tror, der er en del af den borgerlige og socialdemokratiske midte, der føler sig politisk hjemløse. Hos hvem den strammerkurs ikke har genklang. Hvis midterpartierne i stedet for at tale DF efter munden gav dem modstand, så ville DF ikke være så succesfulde, som de er. Vi mangler en opposition.«

Stammedans om velfærdsstaten

Men DF er succesfulde, medgiver Carsten Jensen.

»Det vil være virkelighedsfornægtelse at sige, at Dansk Folkeparti ikke har vundet værdikampen. For det har de. Og de har vundet den stort.«

Når Dansk Folkeparti i dag fremstår som kulturkampens ideologiske sejrherre, er det ifølge Jensen ikke på grund af masseindvandringen som et af tidens store uløste politiske problemer. Det er først og fremmest på grund af partiets bekendelse til velfærdsstaten. Mens socialdemokrater over hele Europa i det seneste årti har omfavnet sparepolitiske doktriner og nedskæringer i nødvendighedens navn, er både middelklassen og underklassens vælgere søgt mod partier, der giver stemme til bekymrede, rodløse sjæle uden reelle fremtidsperspektiver.

Dermed er DF også vejvisere for åndsbeslægtede højrepartier rundt omkring i Europa, mener Jensen.

»Jeg anser, Dansk Folkeparti for at være et populistisk avantgardeparti i europæisk sammenhæng. Vi har været et laboratorium for udviklingen af den højrepopulisme, der nu stormer frem. Det afgørende punkt er, at de beslutter sig for, at de til trods for deres nærmest neoliberale arv fra Glistrup vil bakke velfærdsstaten op.«

I dag foregår den store nationalistiske stammedans ikke længere om forkætrede begreber som race, blod og jord, men om velfærdsstaten, der er blevet genstand for en nærmest opportunistisk omklamring fra højre, vurderer Jensen.

»Jeg tror, at vi skal passe på med at sammenligne den højrebølge, vi ser nu, med 30erne« siger han.

»Højrebølgen i dag er optaget af velfærdsstaten. Den nye europæiske hjemstavn eller Heimat, om du vil, er velfærdsstaten, der bliver skabt efter Anden Verdenskrig.«

Er der ikke gode grunde til at være skeptisk over for indvandring fra kulturer, der har vist sig at udfordre velfærdsstaten?  Bærer indvandrere ikke også et ansvar for at tilpasse sig det danske samfund?

»Selvfølgelig har indvandrere da også et ansvar. Men i Danmark er det da interessant, at de samme mennesker, for hvem det nu er blevet et uanfægteligt dogme, at integrationen er slået fejl, i 13 af de seneste 17 år har siddet på magten. Har de slet ikke noget ansvar? Med deres konstante stramninger, med deres konstante mistænkeliggørelse,« lyder det med et modspørgsmål fra Carsten Jensen, der sammenligner udlændinge med skoleelever.

»Enhver skolelærer kan fortælle dig, at det ikke motiverer de svage i klassen konstant at håne og ruske dem. Det motiverer dem derimod at blive opmuntret.«

Spørgsmålet er, om »kældermenneskene« følte sig opmuntrede, da Carsten Jensen i 2011 betegnede dem som »skimlede sektmedlemmer«. Ikke desto mindre har Jensen ikke tænkt sig at lægge bånd på sig selv i fremtiden.

»Nu er det jo sådan, at jeg ikke genbruger gamle udtryk. Man skal forny sig hele tiden. Jeg kunne sikkert finde på noget andet, der er lige så slemt. Det vil jeg ikke udelukke. Jeg er bange for, at jeg er hinsides pædagogisk rækkevidde.«

Carsten Jensen: »Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske« udkommer på Politikens Forlag d. 31. august.