Folkekirken skal ikke være til grin for egne penge. Det var i runde tal konklusionen på et debatindlæg af sognepræst Kaj Bollmann i Kristeligt Dagblad forleden. Sognepræsten vil indføre brugerbetaling for folk, som ikke selv hører til folkekirkens stadigt mindre flok – men som glad og gerne benytter sig af kirkens muligheder alligevel. Han forestiller sig for eksempel en takst på vielser, hvor kun den ene halvdel af parret har part i foretagendet. En anden mulighed kunne være særskilt betaling for ikke-medlemmer ved diverse koncerter og foredrag. Og så videre.
At præsten bekymrer sig om fremtiden, er fuldt ud forståeligt. Stadigt flere melder sig ud af hans institution. Kirken fattes altså penge. Og hans arbejdsgiver i form af kirkeminister Bertel Haarder (V) har allerede været ude med en indirekte støtte til de nye tanker: Ministeren vil ikke blande sig i menighedsrådenes beslutninger om eventuel brugerbetaling, herunder »hvad en begravelse skal koste for et ikke-medlem«.
Igen: Bekymringen er fuldt ud forståelig. Men løsningen ligner en glidebane ned mod Johannes’ Åbenbarings mest uhyggelige passager. Enhver tillægsafgift på bryllup, begravelse eller for den sags skyld foredrag om missionens seneste sejre i Sierra Leone kunne nemt få en effekt modsat den ønskede.
For kunden har altid ret. Hvis man betaler, bestemmer man også. At spørge mennesker ved livets skilleveje om deres tilhørsforhold og bede de forkerte i folden betale ved kasse ét, ville være begyndelsen på en ustabilitet. Resultatet ville på ingen tid være endnu mere pop, endnu mere tant og fjas, endnu flere fyraftensnadvere og eksotisk orienterede pastaprædikener. Hvis den danske folkekirke vil bevare sin relevans som den hellige og almindelige kirke – hvilket bliver et fortsat vigtigere mål fremover – skal den snarere gå i modsat retning.
Den skal spørge sig selv: Hvad kan vi, hvad vil vi, hvad gør vi? Aktørerne skal granske deres inderste væsen. Og de vil med statsgaranti finde og fokusere på kvaliteter, som andre sider af samfundet ikke har. Slå egetræsdøre og orgelpiber op for alle med selv den mindste aktie i foretagendet og sørg til gengæld for rigeligt med vitaminer af trosmæssig og teologisk art.
Og hvad med pengene? Hvis kirken skal fortsætte med gratis adgang til samtlige ydelser, må den muligvis tilføres lidt flere midler ovenfra. Medlemmerne er trods alt stadig i flertal og vil sikkert kunne se behovet. De frafaldne slipper for synet af landsbykirker malet lyserøde og gjort til spillebuler. At lade de ufrivillige bidrag falde bort og dermed skille kirke og stat, ville i hvert fald ikke være lykken. Den svenske kirke gjorde sig fri i 2000 og har ikke kun haft gode erfaringer med det. Flere af dens opgaver har udviklet sig til juridiske hovedpiner på nationalt plan.
Hvis kirken holder sig til kernen og får tilført en smule mere for ulejligheden, kunne stabiliteten sikres mange år frem – på længere sigt til glæde for alle.