Bob Dylan som modtager af Nobels Litteraturpris for 2016? Hele kloden græd ved nyheden i torsdags. Kulturradikale kendisser græd af glæde, kulturkonservative konger græd af grin. Den amerikanske protestsanger havde endnu en gang delt de politiske vande og sat de ideologiske sind i kog. Altsammen på grund af Det Svenske Akademis mest kontroversielle beslutning i mange år. I parentes bemærket en afgørelse, der ikke engang selv var enstemmig.

Hvorvidt han er den rigtige modtager, vil blive diskuteret længe endnu. Akademiet ville formentlig puste liv i en udpræget finlitterær og stadigt mere ekskluderende pris. Men de glade givere skal ikke ligefrem forvente millioner af nye læsere til modtagerens poesi fra nu af. Bob Dylan er og bliver stor for en helt bestemt generation og ligner på en vis måde de gamle ungdomsoprøreres fejring af sig selv. Ikke så få iagttagere af yngre årgange kan knap nok holde manden ud. De ser ham som endnu en bedstefartype med historien på sin side. Og lidt som en knudret mandegenerations alibi for følelser.

Han er på den anden side ikke ligefrem en metervare. Protestsangeren er forblevet fuldstændig uforudsigelig og har på skift skuffet samtlige smagsdommere. Ingen har rigtig kunnet tage ham til indtægt for noget ret længe ad gangen – ofte til parnassets store forvirring. Hverken hippierne eller slipsedrengene i den anden lejr, hverken dem til venstre eller de nye lyttere til højre, hverken de kristne eller de akustiske økofanatikere, hverken technofreaks eller de nymodens hipstere.

En af de mest konsekvente anklager mod Det Svenske Akademis valg er gået på genren. Altså at Bob Dylan slet ikke kan kaldes digter. Men sanger. At man skal være varsom med en sammenblanding af genrerne, er helt rigtigt set. Bob Dylan behøver trods alt hverken prisen eller de medfølgende penge. For han skriver jo ikke bare. Manden optræder med det. Hvis smalle sonetkranse på slovensk nogensinde skal have en chance i den bredere bevidsthed, kan Nobelprisen være den eneste mulighed. Alt skelsættende i verden er begyndt som eksperimenter på perifere platforme. Lad os aldrig glemme den smalle kunst.

Men de vigtigste værker af eksempelvis grækeren Homer og briten William Blake er også en slags sange – hvilket ikke ligefrem burde diskvalificere ophavsmændene. At en musikalsk digter som Bob Dylan har særlige redskaber til udbredelse af sine budskaber, skal ikke komme ham til skade.

Og en sang er endelig altid et møde med et digt. Præcis dét hører faktisk til de stærkeste argumenter for eksempelvis opmuntringen til dansk fællessang i folkeskolerne. Svenskernes valg af en sangskriver til verdens fineste litteraturpris sender i den forstand et yderst vigtigt signal: At den daglige musik i vores øren også smider ord ind i hovedet på os. Og at de ord altid vil påvirke os på en meget direkte måde. Hvorfor de helst skal holde en vis kvalitet. Du bliver, hvad du hører.

Hvis svenskerne for alvor ville have ført prisen up to date, skulle de have gået rigtig meget friskere til værks. Men det bliver måske ved uddelingen næste gang eller næste igen. De nye takter i år er i bedste fald en god begyndelse.