Mennesker født med en spastik lammelse bliver nu igen latterliggjort i Danmark. Denne gang af forfatteren Susanne Staun, som med forlaget Gyldendal i ryggen insisterer på retten til at stigmatisere og mobbe en hel befolkningsgruppe med betegnelsen »sprogspasser« – for efterfølgende at kloge sig på, hvad vi som mennesker med spastiske lammelser kan tåle.

Det er ikke småting, jeg har oplevet på min vej gennem livet. Jeg tilhører en generation af mennesker, født med en spastisk lammelse, der skulle lære at dukke nakken, når der blev råbt »spasser« efter os i skolegården eller bussen. Men når en forfatter og hendes yderst respektable forlag bevidst vælger at udsætte os for hån, spot og latterliggørelse ved at fastholde retten til verbal mobning, må det være nok!

Jeg vil ikke finde mig i det mere. Hvorfor er det den laveste fællesnævner, der skal sætte dagsordenen for, hvordan vi forvalter vores ytringsfrihed? En grim hund, en mand med en bombe i turbanen – »Spasser« er en krænkende betegnelse for alle os, der har et livslangt og meget svært handicap i form af spastisk lammelse. Det er nøjagtig lige så fornedrende og stigmatiserende som »nigger« og »perker«, der som bekendt er nedladende øgenavne for sorte og muslimer fra Mellemøsten.

Jeg vil stille det samme spørgsmål til Susanne Staun og til Gyldendal, som jeg i sin tid stillede til Carlsberg, som i 2004 valgte at trække sin Squash-reklame tilbage, efter at jeg havde kritiseret deres brug af spasser-vittigheder i landsdækkende radio og TV-reklamer: Hvordan skal jeg og min gruppe nogensinde blive respekteret i befolkningen og på Christiansborg, hvis vi igen og igen skal latterliggøres og udråbes som synonymer for analfabetisme og dårligt dansk?

Det rammer ikke bare os, men også vores børn, når far eller mor bliver gjort til grin i medierne – i bøger, reklamer, nyhedsudsendelser, på facebook mv. Det er ingen kunst at krænke andre, men en kunst at lade være.

Lars Bremer