De seneste dages uroligheder i Liberal Alliance får ikke ikke den danske rigmand Lars Seier Christensen til at ryste på hånden.

Saxo Bank-stifteren, der var med til at skabe i partiet, og som har skudt millioner i det undervejs, har fortsat fuld tillid til partiets formand, Anders Samuelsen (LA), ligesom han fortsat støtter op om partiets deltagelse i VLAK-regeringen.

Ifølge Lars Seier Christensen er den nuværende kritik af Anders Samuelsen »meget uretfærdig«.

»Det er altså DF, der løber fra aftalerne, og den eneste, som har rykket sig i det her forløb, er Anders. Hvis vi er derhenne, hvor der næsten ikke er nogen, der kæmper for et liberalt system, og man bliver slagtet, når man forsøger, så er det altså op ad bakke,« konstaterer miliardæren.

Uroen har ulmet i Liberal Alliance, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i tirsdag udskød forhandlinger om en »ambitiøs« skatteplan, som Liberal Alliance har kæmpet for at få igennem. Skatteforhandlinger blev skudt til hjørne lige inden jul, og med tirsdagens melding synes de endelig parkeret på denne side af et valg.

Onsdag imødekom Anders Samuelsen (LA) selv en del af kritikken, da han på Facebook tog ansvaret for det »stormvejr«, som partiet - med hans eget ord - befinder sig i.

»UNDSKYLD! Det er 100% og ene og alene mit ansvar. Jeg tager tævene og de er fortjente. Kritikken er 100% i orden,« hedder det i opdateringen.

Men den undskyldning var der ikke behov for, mener Lars Seier.

»Man skal anerkende folk, der prøver, og det gør Anders. Den var kørt hårdt op før jul, og her synes jeg, Anders viste sig som den voksne, da man accepterede at tage finansloven dér og udskyde de øvrige forhandlinger. Jeg synes ikke, partiet er gået for langt i at gennemføre deres ønsker,« siger han.

Men man har jo undervejs først stillet ultimative krav og siden lovet sine vælgere, at skattelettelser var på vej. Det giver vel lidt ridser i lakken, når man ikke får noget alligevel?

»Igen er det jo DF, der løber fra aftaler og står fast på, at intet, der giver et minimum af mening for dansk økonomi, må gennemføres. Folk har brokket sig over, at vi har været for hårde på vores krav, og nu har vi gjort det modsatte, og alligevel fortsætter kritikken,« siger Lars Seier.

Torsdag ytrede en del af partiets lokalformænd i Jyllands-Posten deres utilfredshed med regeringspartiet fremfærd på det seneste, og tidligere har det i f.eks. Weekendavisen lydt, at flere medlemmer af partiet har været så utilfredse med Anders Samuelsens fremfærd, at man uden for citat har udtalt »længsel efter, at man fik en anden partileder«.

Lars Seier oplever dog kun håndfast støtte til Samuelsen fra de folk, han taler med og minder samtidig om, at udenrigsministeren »egenhændigt« har rykket partiet fra 0,0 procent i meningsmålingerne til seks ministerposter og et par håndfulde sæder i folketingssalen.

»Det er gået imponerende hurtigt,« siger Lars Seier og tilskriver Anders Samuelsen størstedelen af æren for den rejse.

»Der sidder ikke en eneste folkevalgt fra LA i landet, som ikke skylder Anders big time for den position.«

Han kalder samtidig de nuværende pinsler for »medieskabt støj«.

»Det vil altid være sjovere at skrive om de fly, der styrter ned i stedet for dem, der lander.«

Lars Seier Christensen tror fortsat på, at der vil falde skattelettelser på denne side af et valg og opfordrer samtidig De Konservative til at melde sig ind i kampen.

»Vi har ikke hørt noget fra De Konservative i hele den her kamp, Liberal Alliance er de eneste, der prøver, og når Dansk Folkeparti tydeligvis ikke er med blå blok, bliver situationen uholdbar.«