Skoleåret er gået, og jeg vil gøre status. Blev det et skoleår med »en ny, anderledes og spændende undervisning«, som Antorini lovede, og er vi lærere stadig begejstrede for at være lærere?

Anderledes … nej! Lad mig sige det klart: Jeg fik ikke slagtet en ged eller noget andet dyr for den sags skyld. Måske meget godt for alle parter, men jeg nåede heller ikke alt det, der mindede om det – virksomheds­besøgene, samarbejdet med lokalforeningerne osv. Den understøttende undervisning er et fantastisk begreb, men det kræver jo tid til både forberedelse og udførelse, så niveauet for dette har faktisk været mindre i år end tidligere.

Nyt … ja, men vi fik ikke lektiecafeen til at fungere. Mange elever fravalgte den bl.a. på grund af manglende ressourcer eller prioritering af fritidsinteresser. Nogle forældre fravalgte den, fordi de gerne ville lave lektier med børnene – en god måde at følge barnets indlæring på. Skolen kan uden problemer opprioritere ressourcerne i lektiecafeerne, men det bliver jo taget et andet sted fra. Hvad skal vi så undvære? Er det lærerne, der skal undervise mere og dem have endnu mindre forberedelsestid?

Nyt …. Ja, det var den udvidede bevægelses­del, og det har været et hit. På min skole er den lagt som et fast bånd, og det er en fest for eleverne.

Spændende har den tidligere sprogstart været og en stor succes hos eleverne. At lege-lære engelsk i 1.- 2. klasse er sjovt, og tysk i 5. klasse har også fungeret. Omvendt så er én lektion om ugen ikke meget, og det kunne måske være bedre givet ud senere i sprog­indlæringen. Matematik og dansk har fået lidt flere timer, og vi kan mærke, at der har været mere ro til at nå kompetencemålene i disse fag.

Stadig begejstret...

Jeg er stadig begejstret for at være lærer på min skole, og klaphatten vibrerer stadig på mit hoved hver gang, jeg træder ind på matriklen, men det er ikke skolereformens skyld. Det store problem er den manglende tid til forberedelse. Jeg kæmper for at få tiden til at slå til.

Jeg begræder, at så mange ældre kollegaer, der besidder en viden af uanede dimensioner om undervisning og undervisningspraksis, har valgt at gå på pension pga. skolereformen/lov 409. At der er mange, der forlader folkeskolen samtidig, er endnu værre. Tabet kan ikke undgå at mærkes.

Vi har altid gjort eleverne »så dygtige som muligt«! Et reformslogan som enhver lærer vel altid har haft som målsætning, og det vil vi også have fremover – uanset vilkårene! Vi vil og kan bare gøre noget, der er så meget bedre, hvis vi havde tiden til det!