Jeg vil gerne starte med et hurraråb! Andelen af kvinder på ledelsesniveau i Danmark stiger nemlig ganske betragteligt. For 20 år siden, i 1994, udgjorde kvinderne 14,3 procent af det samlede antal ledere, og den andel er fordoblet. En opgørelse foretaget af Lederne ved udgangen af 1. kvartal i år viste således, at de kvindelige ledere nu udgør 27,8 procent. Med andre ord er næsten tre ud af ti ledere nu af hunkøn.
Det er en rigtig positiv udvikling, og jeg er overbevist om, at den vil fortsætte med stor kraft i de kommende år, så vi inden for en overskuelig tid kan opnå – eller i hvert fald komme meget tæt på – ligestilling på lederkontorerne.
Men i kølvandet på mit hurraråb er jeg nødt til at komme med en lille beklagelse. Der er nemlig samtidig fortsat en klar tendens til, at kvinderne er i markant undertal på det øverste ledelsesniveau. Det skyldes til dels, at mandlige topchefer ofte i forbindelse med forfremmelser og nyansættelser på højeste niveau vælger at omgive sig med flere af deres »egen slags« – den såkaldte Rip, Rap og Rup-effekt. Men det skyldes nok så vigtigt også, at mange dygtige kvindelige ledere selv fravælger at træde videre op ad karrierestigen.
I en helt ny undersøgelse fra Lederne og analysebureauet YouGov, som offentliggøres i morgen, er knap 2.300 ledere af begge køn blandt andet blevet spurgt, om de har ambitioner om at fortsætte karrieren i et job med større ledelsesansvar. »Ja«, siger 60 procent af mændene, mens samme svar kun kommer fra 51 procent af kvinderne.
Et andet spørgsmål i undersøgelsen lyder, om lederne har ambitioner om at blive øverste chef i enten den nuværende eller en anden virksomhed. Det har 20 procent af mændene – og kun 13 procent af kvinderne.
Der kan skrives tykke bøger om, hvad det er, som afholder kvinderne fra at stile mod toppen af kransekagen. Det handler – og det cementeres også i den nye undersøgelse – blandt andet om tvivl om egne kompetencer. Det handler om manglende lyst til det ansvar og den arbejdsmængde, som topchefposten medfører. Og så handler det rigtig meget om, at kvinderne i bund og grund er tilfredse med deres mellemlederjob med de muligheder og friheder, som jobbet giver.
Jeg har naturligvis fuld respekt for beslutningen hos de kvinder, som ytrer, at de ikke vil helt til tops, så længe der er tale om en velovervejet beslutning baseret på klare valg, ønsker og prioriteter i forhold til karriere så vel som privatliv. Men jeg bliver lidt bekymret, når fravalget af toplederambitioner hos kvinderne begrundes med manglende tro på egne kompetencer og evner.
Det er mit klare indtryk, når jeg taler med kvindelige mellemledere, at rigtig mange af dem rent faktisk bærer rundt på lige præcis de faglige og personlige kompetencer, som er nødvendige for at kunne begå sig som topchef. De er ambitiøse omkring ledergerningen og på virksomhedens vegne, har flair for god ledelse, er gode til at se muligheder, gode til at nytænke, stædige (hvilket er en væsentlig lederkompetence) og har empati og ægte interesse for lederkolleger så vel som medarbejdere. Sidst, men ikke mindst, har de det synspunkt, at man sagtens kan kombinere et krævende lederjob med et velfungerende familieliv, hvis man vel at mærke er i stand til at prioritere og vælge fra.
Derfor, kære kvindelige ledere: Se at komme ind i kampen om toplederposterne, og forsøg én gang for alle at begrave forsigtigheden og den manglende selvtillid. Jeg er sikker på, at hverken I eller virksomhederne vil fortryde!