De burde være der, men de er der ikke. Kvinder er stort set fraværende i den absolutte top af dansk erhvervsliv, hvor der viser sig et ekstremt ensartet billede af topledelsen. Blandt de største danske virksomheders administrerende direktører, finansdirektører og bestyrelsesformænd er kvinderne repræsenteret af to ud af 79 ledere: Marika Fredriksson, finansdirektør i Vestas, og Pernille Erenbjerg, finansdirektør i TDC. Det svarer til 3,8 procent. Ifølge en opgørelse foretaget af Berlingske Research er den typiske topleder – stadig – en midaldrende, hvid mand med en uddannelse inden for erhvervsøkonomi.
Det største problem med det billede er, at de fleste studier og forskningsprojekter viser, at forskelligartede grupper præsterer bedre end ensartede. Derfor er diversitet også sat højt på dagsordenen, både politisk og i erhvervslivet, hvor blandt andre Danmarks største virksomhed, A.P. Møller Mærsk, arbejder målrettet for at få flere kvinder ind i toppen af organisationen.
»Vi ved med sikkerhed, at forskelligartede grupper udkonkurrerer ensartede grupper. Det har studier og research vist. Homogene grupper arbejder måske hurtigere og med færre konflikter, men generelt er kreativiteten i de forskelligartede grupper bedre og stærkere. Derfor er det noget, vi har fokus på,« siger Ricardo Sookdeo, som er Global Head of Talent Management og er med til at rekruttere kandidater til ledelsen i Mærsk.
»Det er nemt at komme op med the usual suspects. Det kræver en lidt større indsats at komme op med et bredere felt. men når man gør det, bliver man positivt overrasket, men der er stadig et issue af supply and demand,« siger han.
»Vi efterspørger altid de bedste kandidater, men i dag har vi en politik om, at der skal være mindst én kvinde på listen over kandidater til alle seniorpositioner. Før var det en mulighed, men nu er det et krav,« siger Ricardo Sookdeo og tilføjer, at shipping traditionelt er en mandsdomineret branche.
Når vi kigger eksternt, er det svært for os at finde kvindelige kandidat med stor erfaring fra vores industrier. Vi hyrer ikke kandidater, fordi de er kvinder, men fordi de har de rette kompetencer til stillingen. men når man efterspørger kvindelige kandidater, får man det overraskende nok også. Men det tager tid og engagement.«
På trods af den målrettede indsats for at skabe større diversitet i Mærsks topledelse, er der stadig lang vej. Ifølge Ricardo Sookdeo har Mærsk 11 kvinder på toplederniveau ud af 125. Selv om tallet er lavt, er det en fordobling siden sidste år, hvor antallet af kvinder i den absolutte top var seks.
Men der er forandringer på vej, mener Dennis Huynh, seniorpartner i headhuntervirksomheden Korn/Ferry International.
»Jeg ser faktisk en klar ændring over de seneste fem-ti år,« siger han, men erkender samtidig, at forandringerne på området sker meget langsomt.
»Erhvervslivet hænger fast i nogle sociale, samfundsmæssige normer, hvor kvinder generelt har en anden rolle end mænd. Samtidig er erhvervslivet stadig delvist præget af et »grand old man-netværk«, hvor der ikke er plads til kvinder,« siger Dennis Huynh.
Ifølge Dennis Huynh er kvindelige kandidater attraktive, fordi de ofte har et andet perspektiv på ledelse end mænd. Derfor forfordeler Korn/Ferry International også ofte kvindelige kandidater.
»Vi kigger altid på kompentencer og den personlige del, men vi elsker kvinder i den forstand, at hvis vi står over for en kvindelig leder og en mandlig leder, der kan det samme, vil vi meget gerne vælge den kvindelige leder for at skabe diversitet og bidrage med den nytænkning kvinder har,« siger Dennis Huynh, som ikke forventer en ligelig fordeling mellem kønnene inden for de næste 20-30 år.
Berlingske Business skrev tidligere på ugen, at regeringens mål om at få flere kvinder ind i bestyrelserne i de største virksomheder også har lange udsigter. I de børsnoterede selskaber er det i dag kun 11 procent af bestyrelsesmedlemmerne, der er kvinder.
Ifølge undersøgelsen fra Berlingske Research er topledelsen i offentlige virksomheder lidt længere fremme end private virksomheder i forhold til kvindelig repræsentation. Her er der i alt ni kvinder blandt 70 topledere, hvilket svarer til 12,9 procent. Lægger man de offentlige og private virksomheder sammen, udgør kvinder 7,4 procent af topledelsen.