Mænd sidder på magten. Selvom både politikere og erhvervslivet selv har sat fokus på diversitet i erhvervslivet, er der umiddelbart ingen tegn på forandring. Ser man alene på de største ikke-børsnoterede virksomheder, er kvinder helt fraværende i den absolutte top.

Berlingske Research har analyseret diversiteten på de tungeste poster i de største danske virksomheder og organisationer, og ifølge undersøgelsen er 100 procent af administrerende direktører, finansdirektører og formænd i de største ikke-børsnoterede selskaber mænd. Blandt C20-selskaberne ser det ikke meget bedre ud. Her er hele 97,5 procent af de absolutte topposter besat af mænd. I alt udgør kvinderne 2,5 procent af topledelsen i C20-selskaberne og de største ikke-børsnoterede selskaber.

Hos Danmarks største virksomhed A.P. Møller-Mærsk arbejdes der målrettet for at skabe større diversitet i hele organsisationen. Ifølge Ricardo Sookdeo, som er Global Head of Talent Management og er med til at rekruttere kandidater til ledelsen i Mærsk, handler det om performance.

»Helt fundamentalt er det rigtigt at være inkluderende som organisation for at få vores fair share af talenter,« siger han og fortsætter:

»Vi ved med sikkerhed, at forskelligartede grupper udkonkurrerer ensartede grupper. Det har studier og research vist. Homogene grupper arbejder måske hurtigere og med færre konflikter, men generelt er kreativiteten i de forskelligartede grupper bedre og stærkere. Derfor er det noget, vi har fokus på.«

Men det er en langsommelig proces, også i Mærsk, hvor blot 11 kvinder er at finde på organisationens executive board level, som består af i alt 125 ledere. Det viser mest af alt, at udgangspunktet har været ekstremt lavt, eftersom 11 næsten er en fordobling af de seks kvinder, der var en del af det øverste lag i organisationen for et år siden.

Der er heller ikke meget diversitet at hente på andre parametre i de store danske virksomheder. Langt størstedelen af lederne har en erhvervsøkonomisk uddannelse fra CBS og er omkring de 50 år. I øvrigt hedder 23 procent af lederne hedder Jørgen, Anders, Lars eller Jens.