En omstridt sag om kursmanipulation i Danske Bank og Realkredit Danmark er stødt på en tyk mur. Sagen drejer sig om to obligationshandler i 2009, mistænkt for at være gennemført til manipulerede kurser. Men det klare motiv mangler fortsat.
Det skriver Jyllands-Posten.
Det var Danske Bank, der oprindeligt opdagede sagen og tog fat i Finanstilsynet. Finanstilsynet overdrog sagen til Bagmandspolitiet, der sidenhen har haft luppen fremme. Men efterforskningen har skabt så stor tvivl om, hvorvidt der overhovedet er en sag, at det nu har fået bagmandspolitiet til at bede Finanstilsynet og Danske Bank om at genoverveje sagen.
»Det er udtryk for usikkerhed om, hvorvidt sagen holder. Det ville være meningsløst at spørge Finanstilsynet, hvis de nye oplysninger, som efterforskningen har bragt frem, bare var vand på møllen om, at der er begået strafbar kursmanipulation,« siger juraprofessor ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, til Jyllands-posten.
Det er især spørgsmålet om, hvilket motiv de ansatte har haft for at begå kursmanipulation, der står ubesvaret tilbage. Ifølge Bagmandspolitiet skete manipulationen ved, at ansatte i Danske Bank og Realkredit Danmark gennemførte to interne handler, som rykkede til den officielle kurs på obligationen på fondsbørsen. Hvis den mistanke holder stik, handlede kunder efterfølgende til kurser, som gav Realkredit Danmark en uretmæssig gevinst på 2,4 millioner kroner.
I samme periode havde Danske Bank handelsindtægter på 7,5 milliarder kroner. Derfor er der ifølge Jyllands-Posten tale om en så lille ekstragevinst, at det næppe var værd at risikere sin frihed for - straframmen for den slags lovovertrædelser er fire år. Flere i branchen har svært ved at se, hvad de ansatte i Danske Bank skulle få ud af at manipulere med de to handler.
Ifølge Jyllands-Posten er Bagmandspolitet nået frem til, at de sigtede medarbejdere kan have lavet de to interne handler for at sætte en retvisende kurs og ikke for ar sætte en manipuleret kurs. Den mulighed har Bagmandspolitiet bedt Danske Bank og Finanstilsynet om at overveje. Bagmandspolitiet forventer, at sagen bliver afklaret før nytår.