Jeg kigger på mit ur. 09.00. Starten for min gruppe går kl. 09.30. Det er den sidste af i alt tre grupper, der tilsammen indeholder omtrent 400 mennesker. I morgen starter endnu 350. Sammen skal vi bruge de næste tre døgn på at vandre fra Faldsled Havn til Valdemars Slot. Jeg stiller mig i kø til provianten og får udleveret mad til dagen.

Rugbrød, leverpostej og makrel til frokost, energibarer og kaffe til pauserne og en frysetørret udgave af en griseret i sursød sovs til aftensmad. Jeg fylder min vandflaske og placerer den i siden på rygsækken, hvor jeg nemt kan nå den. Med fyldt vandflaske vejer jeg min bagage, som jeg skal have med hele vejen – 12,6 kg.