Det er alvor nu for USA. Den amerikanske regering vil presse Kina og Rusland til at acceptere endnu en omgang barske sanktioner mod regimet i Nordkorea – denne gang ved at bruge olievåbnet mod landet. Det vil betyde en langsom kvælning af regimet under ledelse af Kim Jong-un og kan tvinge Nordkorea til at opgive dets atom- og missilprogrammer, hvis ikke regimet forinden iværksætter et angreb mod Sydkorea.

Diplomatiske kilder siger, at det godt kan være, at Kina kan presses til at acceptere en lukning af oliehanen til Nordkorea. Men ikke i lang tid. For så kollapser regimet, og det vil skabe så meget kaos, at Kina kan frygte både en nordkoreansk flygtningestrøm og en uforudsigelig krise i Pyongyang med flere ubekendte faktorer. I værste fald kan regimet falde så meget fra hinanden, at Kina helt mister kontrollen med Nordkorea, hvilket ikke nødvendigvis er godt hverken for USA eller for resten af verden.

Men man skal ikke tage fejl. USA vil de kommende dage presse Kina og Rusland til det yderste for at få gennemført stramme sanktioner inklusiv lukning af oliehanerne. Hvis ikke det lykkes, er der kun to løsninger tilbage – den militære og en amerikansk handelsblokade ikke alene mod Nordkorea, men mod de lande, som stadig handler med styret i Pyongyang. Det vil sige Kina. Det kan også ramme resten af verden og starte en handelskrig.

Den militære løsning er ikke bedre. For uanset om USA taler om såkaldte nålestiksoperationer mod Nordkoreas atom- og missilanlæg eller om et fuldt konventionelt angreb på Nordkorea, er Kim Jong-un parat til at bruge hele sit arsenal af våben for at forhindre Nordkorea i at blive overrumplet af amerikanerne og sydkoreanerne. Det kan koste titusinder af døde på begge sider af grænsen.

USA har flere strategiske problemer, som betyder, at det er meget vanskeligt at dæmpe krisen nu ved blot at lukke øjnene for det, der sker i Nordkorea. Dels praler nordkoreanerne med, at de har udviklet en langdistanceraket, der med atomvåben kan ramme USA. Dels har Nordkorea mellemdistanceraketter, der kan ramme Sydkorea og Japan – USAs to vigtigste allierede i Asien, som USA har en særlig forpligtelse til at forsvare. Ingen af delene er acceptable. Derfor har USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, også brugt de store ord i de forberedende møder i Sikkerhedsrådet. »Kim Jong-un tigger om krig«, som hun sagde i går.

Hun tilføjede, at tiden nu er inde til at »udforske alle vores diplomatiske midler, før det er for sent«. Haley lagde ikke skjul på, at det var i sidste øjeblik, og at det ville være sidste chance for en diplomatisk løsning.

Men forholdet mellem USA og Sydkorea er også ved at blive tyndslidt. Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har flere gange opfordret til dialog og forhandlinger med Nordkorea. Det har USAs præsident, Donald Trump, også gjort gennem sin udenrigsminister tidligere i forløbet. Men de sidste 48 timer har der lydt krigeriske toner.

»Tiden til snak er overstået,« sagde Trump i går og anklagede direkte Sydkorea for at have talt for længe med nordkoreanerne, selv om de er blevet advaret om, at det ikke nytter noget. »Nordkoreanerne forstår kun en ting«, lød det også fra Trump, som mente, at Kim Jong-un kun forstår det rå militærsprog.

Sydkorea og USA har været tætte allierede i mere end 67 år, og en splittelse nu vil være problematisk for alle – ikke mindst for Japan, der er afhængig af, at alliancen mellem de tre lande holder. Sydkorea er presset internt, også fordi landets præsident netop er valgt på at ville forhandle med Nordkorea for at få afsluttet den meget spændte situation, der har hersket siden Korea-krigen i 1950erne.

Krisen er nu eskaleret ikke mindst på grund af langdistanceraketterne, der kan ramme USAs østkyst, de amerikanke baser på Guam i Stillehavet og Hawaii. Selv om de færreste tror på, at Nordkorea har udviklet atomvåben, der er små nok til at kunne placeres i et missil, tager man ingen chancer. For ingen ved det med sikkerhed.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske medarbejder