Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), har flere gange talt for, at partiet gerne vil lette skatten i bunden.
Men alligevel var der altså ikke tale om et løftebrud, da partiet i sidste uge indgik en vækstaftale med regeringen, der lægger op til, at bundskatten hæves med 0,28 procentpoint.
Det forklarer Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), efter partiets socialordfører, Eyvind Vesselbo (V), mandag i et interview med Radio24syv har peget på, at aftalen med regeringen ligner et løftebrud fra Venstres side.
»Venstres begår naturligvis ikke løftebrud,« siger Kristian Jensen og uddyber:
»Vi har sagt, at vi vil gøre det billigere at være dansker, og det bliver det med den aftale, vi har indgået med regeringen, fordi vi får fjernet en forsyningssikkerhedsafgift, som ville have ramt alle danskere - også dem med de lave indkomster.«
Lars Løkke sagde blandt andet ved Dansk Industris topmøde i Forum i september sidste år, hvordan skatten bør lettes i bunden:
»Den første krone, jeg har til at sætte indkomstskatten ned, vil jeg gerne bruge i bunden,« sagde han.
Og det er blandt andet den retorik, der har fået Eyvind Vesselbo til at kritisere aftalen med regeringen, der altså fjerner forsyningssikkerhedsafgiften, men finansierer det ved en hævet bundskat.
Til Radio24syv siger Vesselbo mandag:
»Det er klart, at hvis man går ud og lover, at man vil sætte bundskatten ned, og så ender man med at sætte den op, er der nogen, der vil mene, at det er løftebrud. Jeg har også klart givet udtryk for, at det er en dårlig løsning at sætte bundskatten op.«
Men kritikken fra Vesselbo rammer forbi skiven, understreger Venstres næstformand og forklarer hvorfor:
»Hvis man skal gøre noget for at få flere i arbejde, så er det ikke bundskatten, man skal kigge på, men for eksempel at forhøje beskæftigelsesfradraget, fordi at ændre ved bundskatten påvirker både dem, der er i arbejde, og dem, der ikke er. Derfor har Venstre hele tiden sagt, at vores mål var at lette skatten i bunden, men ikke nødvendigvis, hvilken metode vi ville bruge til at gøre det,« siger han.
Spørgsmål: Hvad tænker du om, at et medlem af jeres folketingsgruppe er ude og snakke om løftebrud?
»Jeg glæder mig over, at vi i morgen (tirsdag, red.) har et gruppemøde, så de, der ikke var med på vores telefonmøde, kan få en orientering om helheden i planen. For det er tilsyneladende ikke alle, der har lagt mærke til alle de detaljer og de sejre, som Venstre har fået i aftalen med regeringen,« siger Kristian Jensen.
I lighed med Venstre har også regeringen understreget, at aftalen samlet set gør det billigere at være dansker.