Hvorfor har en konge egentlig en krone siddende øverst på sit hoved? Kunne han ikke lige så godt gå med en slags helt særlige »kongestøvler«? Hvorfor har amerikanske politibetjente alt, alt for store kasketter på – fulde af farver og bling-bling? Hvorfor kender man italienske soldater på en strudsefjer, der sidder på hjelmen – og ikke ved knæet?

Spørgsmålene lyder som noget fra den lille børnebog om Spørge-Jørgen. De kunne lige så godt være sakset fra tørklædedebatten. For hvis den seneste tids debatter om tørklæder har vist én ting, så er det, at forskerne inden for det humanistiske felt burde blande sig i debatten. Tørklæder har nemlig en massiv betydning.