For tredje gang siden 2008 er Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse i krig. Slagmarken er igen Gaza-striben, som kontrolleres af Hamas, og det sydlige Israel, som Hamas og andre militante grupper som Islamisk Jihad bombarderer med raketter og forsøger at infiltrere gennem hemmelig tunneler.
Som de to foregående krige vil også den aktuelle ende i ingenting. Uafgjort. Status quo i en eller anden forstand. Det er i hvert fald det bedste bud, nu hvor Israels Operation Protective Edge er gået ind i sit tiende døgn og hvor de israelske styrker torsdag aften indledte en landoffensiv efter ni dages luftbombardementer.
Medmindre alle eksperterne tager grundigt fejl har Israel ingen intentioner om at genbesætte hvepsereden Gaza, som valgte at rømme i 2005, og som siden har voldt israelerne store problemer, fordi det lille omstridte landområde er blevet en højborg for militante islamistiske palæstinensere, der vil udrydde Israel fra landkortet.
Israel vil med andre ord for tredje gang "kun" forsøge at give Hamas så mange bank, at de israelske borgere igen kan få en periode i relativ fred for Hamas-militsens raketter. Altså indtil Hamas igen er kommet på benene og har oprustet militært med støtte fra anti-israelske kræfter i blandt andet Egypten, Qatar og Tyrkiet.
Selv hvis det denne gang trods alle odds skulle lykkes de israelske styrker at give Hamas et banesår, vil det ikke give Israel fred. Som Socialdemokraternes tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft, skrev i en kommentar i Berlingske forleden, vil Hamas-ekstremisterne blot blive erstattet af endnu mere radikale palæstinensere. Dels fordi de aktuelle israelske angreb i Gaza - nøjagtig som de to foregående - udløser civile tab i Gazas befolkning. Og det giver ny næring til fortvivlelsen og hadet mod Israel. Dels fordi den desperate humanitære situation i Gaza ikke vil bedre, når Israels pågående offensiv er afsluttet.
Tværtimod vil den overbefolkede, forarmede landstribe være endnu mere sønderbombet, end det var i forvejen. Store dele af Gazas infrastruktur er aldrig blevet genopbygget efter de to første krige, og når den tredje får en ende vil Gazas godt 1,7 millioner indbyggere - der er klemt sammen på et areal på størrelse med Langeland - være endnu værre stedt.
Gaza er i forvejen blevet beskrevet som en stor interneringslejr, fordi det israelske militær i årevis har holdt området og dets indbyggere afskåret fra omverdenen. Målet er at underminere Hamas-myndighederne og få Gazas civile til at vende sig mod dem.
Ud fra en antagelse om, at Gaza er et gidsel for Hamas. Denne strategi har indtil videre slået fejl, og Hamas satser omvendt - kynisk - på, at befolkningen vil være tilbøjelig til at give bevægelsen sin støtte, når den lider under de israelske bomber.
På sigt kan Hamas måske få problemer med at opretholde presset på Israel, da omvæltningerne i Mellemøsten i det arabiske forår og krigen i Syrien har svækket bevægelsen. Med general Sisis magtovertagelse i Egypten er det slut med støtte fra en kant, og Iran og Syrien, der tidligere var afgørende sponsorer af Hamas-bevægelsens konflikt med Israel, har også lukket for kassen.
Forklaringen er, at Hamas støtter det sunnimuslimsk-ledede oprør mod præsident Assads styre i Syrien. Men nu og her har Hamas kastet sig ud i en endnu en krig med Israel og vice versa. En krig, som Israel formentlig ikke kan vinde og Hamas sandsynligvis ikke kan tabe.