BERLIN: Tirsdag fremlagde den græske regering et nyt forslag til en ny midlertidig låneaftale, der i store træk minder om den græske regerings seneste forslag til den reformpakke, som grækerne afviste ved søndagens folkeafstemning.
Ikke desto mindre foreslår den græske regering en investeringsaftale og en officiel hensigtserklæring, der med tiden skal munde ud i en omstrukturering af den græske gæld. »Vi har brug for forpligtede tilsagn om, at vi kan nå frem til en bæredygtig løsning på gældsproblemet. Det er lige meget, om man kalder det gældssanering eller omstrukturering,« sagde Giorgios Chondros, der er hovedbestyrelsesmedlem i Syriza ifølge Süddeutsche Zeitung. »Indtil videre er krisens omkostninger blevet betalt af midten og den nederste del af samfundet.«
»Kriminelt ansvar«
Set fra Athen er det således fortsat kreditorerne, der spiller skurkerollen i den græske gældskrise. Ikke desto mindre har Grækenland siden 2010 modtaget krisehjælp for mere end 131 mia. euro fra eurolandenes krisefond (EFSF), samt 53 mia. i direkte lån fra eurozone-landenes regeringer, hvoraf Tyskland er langt den største bidragyder.
Samlet set skylder Grækenland 281 mia. euro til sine kreditorer, hvoraf eurolandene har flest penge ude at svømme. I alt hæfter tyske skatteydere for 57,3 mia. euro af de samlede lån til Grækenland. Når grækerne i dag kræver yderligere gældseftergivelse af eurolandene, skyldes det som bekendt manglende anerkendelse af kreditorernes reformønsker.
I juni udtalte den græske premierminister, Alexis Tsipras, med henvisning til kreditorernes reformkrav, at Den Internationale Valutafond (IMF) har et »kriminelt ansvar« for den græske gældskrise. Det kom derfor ikke som en overraskelse, da Grækenland i slutningen af juni som det første EU-land nogensinde undlod at tilbagebetale et låneafdrag på 1,6 mia. euro til IMF som betingelse for udbetaling af den sidste portion af EUs anden krisepakke.
Nøglerolle til ECB
I løbet af den græske krise har eurolandene ved flere lejligheder accepteret en omstrukturering af den græske gæld i form af forlængede lånefrister og nedsatte renter på de græske lån. Derfor er der næppe noget, der tyder på, at eurozonens skatteydere igen vil give deres regeringer politisk mandat til at eftergive yderligere portioner af den græske gæld. Mens eurolandene dermed har gode politiske grunde til at afvise de græske ønsker om gældssanering, er det juridiske begrænsninger, der afholder både ECB og IMF fra at eftergive gæld.
I Den Europæiske Centralbank har man siden krisens udbrud i 2009 understøttet Grækenland med lån i en størrelsesorden på 27 mia. euro i form af opkøb af græske statsobligationer på det sekundære marked. Ifølge kritikere i blandt andet tyske kredse har banken dermed bevæget sig på kanten af sine juridiske beføjelser, der i første omgang tilsiger ECB at forsvare prisstabilitet i eurozonen samt sikre det monetære system. Direkte finansiering af enkelte eurostater er ligesom gældseftergivelse til gengæld strengt forbudt ifølge bankens mandat.
Ikke desto mindre afhænger græsk deltagelse i euroen ikke blot af eurolandenes fortsatte velvilje, men også af ECBs betingelser for at forsyne de græske banker med nødlikviditet i de kommende dage. Senest den 20. juli skal Grækenland tilbagebetale et lån på 3,5 mia. euro til ECB.
Tysk modstand
Ikke mindst derfor strides kreditorerne i øjeblikket om den fremtidige håndtering af den græske gældsbyrde. I torsdags udsendte IMF en rapport, der med henblik på stabilisering af den græske økonomi anbefaler europæiske skatteydere at afsætte yderligere 36 mia. euro i krisehjælp til Grækenland. Det har skabt opmærksomhed i Grækenland, hvor Alexis Tsipras fremhæver IMFs vurdering som et tegn på nødvendigheden af en omstrukturering af den græske gæld.
Først og fremmest i Tyskland er IMFs anbefalinger blevet modtaget med irritation. Forud for tirsdagens møde i eurogruppen advarede Tysklands vicekansler og økonomiminister, Sigmar Gabriel (SPD), således mod de græske krav om en betingelsesløs gældssanering.
»Jeg håber virkelig, at den græske regering, såfremt den endnu er interesseret i at indgå forhandlinger, accepterer, at eurozonens 18 andre medlemsstater ikke bare kan gå med til et haircut uden betingelser,« sagde SPD-formand Gabriel i går til tyske medier.
»Hvordan ville vi så kunne nægte det over for andre medlemsstater. Og hvad ville det betyde for eurozonen, hvis vi gjorde det? Det ville helt sikkert sprænge eurozonen i stumper og stykker.«