Den irakisk kurdiske befolkning har leveret en historisk opvisning i styrke og politisk beslutsomhed. Den gennemførte folkeafstemning om løsrivelse fra Irak bringer kurderne på tærsklen til en stat, og når afstemningens endelige resultat opgøres senere på ugen, forventes det at være et klart ja.

Men forhindringer venter forude. For folkeafstemningen er ikke bindende, og det betyder, at kurderne reelt set ikke er i mål endnu. Men den kurdiske ledelse står efter gårsdagens afstemning stærkere og bedre rustet til at tage det endelige skridt mod selvstændighed. Og det er den faktor, der får Tyrkiet, Iran og den irakiske regering i Bagdad til at reagere med vrede.