Det centrale Italien er natten til onsdag blevet rystet af et jordskælv, der er målt til at have en styrke på 6,2 ifølge det amerikanske geoglogiske institut USGS.

Skælvet har ramt en række mindre byer, men synes ikke at have berørt tæt befolkede områder.

Mindst 63 personer er omkommet, oplyser de italienske myndigheder på et pressemøde kort før klokken 12. Mange meldes savnet.

Dødstallet risikerer fortsat at stige, da der stadig sidder folk fastklemt under murbrokker i flere byer i området.

»Langt mere forfærdeligt end frygtet«

En af de ramte byer er Accumoli. Her har fire personer - her af to angiveligt børn - mistet livet, oplyser borgmesteren til tv-stationen Rai. Også han frygter, at dødstallet stiger yderligere.

»Nu, hvor dagslyset er kommet frem, kan vi se, at situationen er langt mere forfærdelig, end vi frygtede med bygninger, der er kollapset, folk der er fanget i murbrokkerne, og ingen livstegn,« siger borgmester i Accumoli, Stefano Petrucci, ifølge Reuters.

På nuværende tidspunkt er der ikke meldinger om, at danskere skulle være blandt de tilskadekomne, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice. De danske myndigheder afventer, at ambassaden i Rom vender tilbage med mere information, oplyser vagthavende hos Udenrigsministeriets Borgerservice til Berlingske.

Flere er fanget under murbrokker

Skælvet har også forårsaget store skader på bygninger og infrastruktur flere steder. Blandt andet i byen Amatrice, hvor store dele af byen er lagt i ruiner og mange mennesker fortsat er fanget under murbrokker, fortæller byens borgmester.

»Byen er her ikke mere,« konstaterer Sergio Pirozzi ifølge BBC.

I flere af de ramte byer er ødelæggelserne så massive, at det er svært for redningsarbejderne at nå frem og redde folk ud af murbrokkerne.

Den italienske radiokanal Rai Radio1 har netop lagt denne video op på Twitter, der viser, hvordan redningsarbejdere søger efter overlevende i murbriokkerne i byen Amatrice:

Frygt for, at huse kollapser

Skælvet ramte omkring 75 kilometer sydøst for Perugia, hovedbyen i regionen Umbrien. Ifølge USGS var det relativt overfladisk med en dybde på blot ti kilometer. Det geologiske institut har offentliggjort en række kort over området, der viser, hvordan jordskælvene har ramt.

Flere beboere i de ramte områder har onsdag morgen valgt at søge udenfor af frygt for, at deres huse skal kollapse.

Skælvet ramte det centrale Italien omkring klokken halve fire i nat. På det tidspunkt gik tiden bogstavelig talt i stå i byen Amatrice, der ligger tæt på skælvets epicenter. Her gik klokketårnet nemlig i slå klokken 3.37, da jordskælvet ramte det centrale Italien.

Jordskælvet var så voldsomt, at det kunne mærkes i Rom, der ligger cirka 170 kilometer fra skælvets epicentrum. Her har borgere beskrevet, hvordan rystelserne vækkede dem midt om natten.

Et efterskælv ramte kort efter den centrale region med en styrke på 5,5 på MMS-skalaen, rapporterer USGS. Der har ifølge Reuters været 17 efterskælv i løbet af de første tre timer efter hovedskælvet.

MMS-skalaen er en relativt ny skala, der oftere og oftere bruges i stedet for richterskalaen, fordi den anses for at være mere præcis. Du kan læse mere om den nye skala og om, hvordan man måler et jordskælvs styrke her.

»Det værste jordskælv i mit liv«

Accumoli og Amatrice er sammen med byerne Posta og Arquata del Tronto hårdest ramt af rystelserne. Det oplyser talsmand for det italienske brandvæsen Luca Cari ifølge Reuters.

Landets agentur for civilbeskyttelse siger ifølge Reuters, at der er meldinger om bygninger, der helt er kollapset.

Det er også tilfældet i den historiske by Norcia, der er et yndet turistmål. Her er der ifølge byens borgmester, Nicola Alemanno, ingen dræbte.

Matteo Berlenga, der bor i Gubbio i det centrale Italien, siger ifølge Reuters, at »det var det værste jordskælv i mit liv.«

Italien bliver ofte ramt af jordskælv. I 2009 døde flere end 300 mennesker, da et skælv med en styrke på 6,3 ramte i regionen Aquila ifølge AFP.

I maj 2012 blev 23 personer dræbt, da to jordskælv med ti dages mellemrum ramte i den nordlige del af landet.

Opdateret dødstal klokken 15.35