Så ser man lige for sig ham Ditlev Engel.
Nu går han ind i ringen for at kæmpe sig gennem sin ottende generalforsamling. Ja, den Ditlev Engel, der i 2010 var på forsiden af en bog, der hedder »Vinderen«. Det gav mening dengang, for den administrerende direktør for Vestas havde publikum med i de første fire runder af dysten på markedet for vindmøller. Dengang så man Ditlev Engel overraske med hurtige stød i eksportlande. Med uppercuts som de møller på havet, som Vestas var de første til at bygge, og som i dag snurrer lystigt oven for skumsprøjtene i Nordsøen.
Dem kunne publikum lide, og de satsede på Ditlev Engel, der kunne frelse den jyske industrivirksomhed. Han kunne skrive lykkelige kapitler i danske vindeventyr, hed det sig. Flere end 100.000 danskere ønskede det dengang så meget, at de købte aktier, og Ditlev Engel kvitterede med at ansætte flere af deres landsmænd. Mange flere. Vestas gik fra 10.000 til små 20.000 ansatte, siden han gik i ringen for første gang.
I de første omgange sendte Ditlev Engel jabs af sted som en fordobling i omsætningen, og hvis nogen tvivlede på Ditlev Engel, havde han paraderne klar. Udnævnt til Årets Leder 2008 af Ledernes Hovedorganisation og indlemmelse på Harvard Business Reviews liste over bemærkelsesværdige erhvervsfolk i hele verden. Men ak, den slags udnævnelser er kun som boksesportens titelbælter: De bærer intet andet end et bogsalg, hvis det en dag bliver til en selvbiografi for mølledirektøren.
I 2009 begynder kæberaslerne at ramme den velklædte kombattant. Mystisk nok, for på papiret ønsker omverdenen at benytte vedvarende energi, ligesom danskerne gør det i deres energimiks. Det er godt for klima og kontanter, siger alle op til klimatopmødet i København i slutningen af 2009. Og bag de mange afspærringer ved Bella Center, hvor mødedeltagerne holder til, står der endda en af Vestas’ hvide møller. Men aktien er alligevel på vej ud i tovene. Værdien af aktien falder med tocifrede værdier alene i december, hvor hele verden taler grøn energi.
Ved indgangen til 2010 går Vestas-aktien fra outperform til neutral blandt eksperterne, der altid giver deres besyv med om Ditlev Engels formåen i ringen. Men lykken står som bekendt den kække bi. Fra ringhjørnet kom Ditlev Engel bragende tilbage, da Tyskland pludselig overrasker med et hurtigt kryds. Ved valget i foråret vinder partiet De Grønne stor tilslutning, og publikum øjner en åben zone for at eksportere flere vindmøller, der bare skal rammes.
Stemningen, ja nærmest euforien, sender Vestas opad, og en kort stund er minderne om Ditlev Engel fra sine første runder tilbage. Realiteter har det dog med at slå tilbage af sig selv. Slagene i Vestas’ store armbevægelser er begyndt at blive slatne i slutningen af 2010, og nummerpigernes tal er nu kun røde. Der er for mange fabrikker, og der er for få kunder til at aftage møllerne. Det er som et slag i nyrerne. Man bliver stående, blød i koderne, for det gør ondt. Overkapaciteten får Ditlev Engel til at sige farvel til 2.000 medarbejdere i Danmark. Blandt publikum er der flere, der også gerne ser, at Ditlev Engel lægger sig. Det er nemlig ikke kønt for kampen om vindmøller og en høj kurspris, siger vi ovre i kommentatorboksen. For åben mikrofon lyder det, at Ditlev Engel ikke er i kontakt med sin forretning. Han har været for hidsig i de tidlige omgange, og nu mangler han kræfter.
Mens Ditlev Engel fortsætter med at søge efter de nye muligheder til at dække Vestas af, er der ved virksomhedens ringhjørne højlydt utilfredshed med bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen. Han har været der for længe til at kunne se, hvor sporten i at sælge vindmøller har bevæget sig hen. Han får kniven, men uden at rygstykket i Ditlev Engels velsiddende habit får en sprække trods milliardunderskuddet.
Til teamet i Vestas’ bestyrelse kommer Bert Nordberg, mens Ditlev Engels positur i ringen forbliver uændret. Bestyrelsen siger, at der er fuld tiltro til, at Ditlev Engel er den mand, der skal være i ringen. I 2012 er det akilleshæle som en enorm tårnfabrik i Colorado, USA, der virker overflødig, og en stadig svag efterspørgsel, der gør det svært at se, hvad der giver point hos dommerne. Men så dukker der i august en ny, japaner op i træningslokalet, hvor Vestas-direktionen holder til. Måske er det en, der har lyst til at sparre med Ditlev Engel for at vise ham teknik og finter fra Østen? Mitsubishi-snakken har endnu ikke materialiseret sig i et egentligt samarbejde, men det gav momentum på børsen.
Uanset hvad der sker, bør kommentatorboksen holde tand for tunge denne gang. Ditlev Engel har vist sig at være den korkprop, der siden sin tiltrædelse i 2005 altid flyder ovenpå. Han er simpelthen lettere end vand, og ligeså vandafvisende som det maling, han solgte, da han var ansat i Hempel. Se bare Vestas’ kurs.
Aktien siger 46, før Ditlev Engel stiller sig i ringen på generalforsamlingen i Aarhus. Det er omtrent 30 procent bedre end ved årsskiftet, og det burde få nole blandt publikum til at sætte sig ned i deres stole og se Ditlev Engels ottende runde i ringen. Men der går nok en rum tid endnu, før de nyder præstationen som hans første omgange.