Der er højt til loftet i lokalerne Ved Stranden 14, lamperne ligner noget, Olafur Eliasson har lavet, og i receptionen kan du bladre i New York Times og The Economist.

Christian Harbo Madsen kommer hurtigt ned ad trapperne; hans hvide skjorteærmer er smøget op, håndtrykket fast, og øjnene klare blå.

På sit kontor fortæller han, at han kommer fra landet, og at han engang slet ikke vidste, hvad en konsulent var.

»Men jeg opfatter også mere mig selv som McKinsey,« siger han.

»Så kan de andre kalde sig konsulenter.«

Men det er han altså. Konsulent og desuden partner i det globale konsulenthus McKinsey & Company.



De seneste år har virksomheder været ivrige efter at hyre en som Christian Harbo Madsen. Tal fra Dansk Erhverv viser, at antallet af fuldtidsansatte konsulenter, som rådgiver om kommunikation, strategi og ledelse, er steget fra omkring 150.000 i 2013 til 175.000 i 2017.

»Brugen af eksterne konsulenter har for alvor taget fat, fordi den teknologiske udvikling går så hurtigt. Virksomhedernes ledelse kan ikke selv nå at følge med, og derfor hyrer de dem ind,« siger Daniel Møller Jensen, der er politisk konsulent med fokus på rådgiverbranchen hos Dansk Erhverv.

Et konsulentstudie

Den samme forklaring lyder fra Anders Drejer, som er professor i strategi og forretningsudvikling ved Aalborg Universitet.