Ingen i vores lille land, inklusive beboerne i de ghettoer, som regeringen nu proklamerer vil være fortid i 2030, betvivler, at der er massive problemer i visse boligområder. Et overvældende flertal af befolkningen bakker op om alle initiativer, der kan reducere mellemøstlig islams tilstedeværelse i Danmark.

Derfor er det selvfølgelig fristende for både de borgerlige og Socialdemokraterne at tilbyde drastiske og reelt diskriminerende indgreb over for de alt for mange indvandrere og flygtninge, som har vist sig at være næsten umulige at integrere. Men er det virkelig nødvendigt at gå så langt, at politikken nu ikke længere går ud på at forsøge at integrere, men også på at genere de få, der både kan og vil, som f.eks. den somaliske svineslagteriarbejder på Tican i Thisted. Selv ham og lignende tilfælde er Inger Støjberg på jagt efter.

Konkurrencen om at fodre det islamtrætte folkedyb er nu så hård, at de gamle borgerlige partier plus det lille nye liberale regeringsparti, er nødt til at sælge ud af det fineste, de egentlig har: Retsstaten og de hidtil ukrænkelige frihedsrettigheder.

»Jeg er holdt op med at tale om de der liberale principper, for de er jo gået i graven for længst,« udtalte Venstres tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til Berlingske tidligere i denne uge. Det sker der heller ikke noget ved. Det er længe siden, at nogen i partiet har lyttet til hende og andre stolte venstreveteraner som Britta Schall Holberg. De anses, især blandt partiets æreløse politiske krejlere, som antikverede kværulanter.

Spørgsmålet er så, om det blot er politisk kynisme eller intellektuel dovenskab kombineret med digital fascination, der har bragt en borgerlig regering i spidsen for denne gradvise udhuling af de principper, der blev skabt for at beskytte borgerne mod staten.

Svaret er nok en kombination af det hele.

»Politikerne er ved at gå amok i forbud, fordi det er langt lettere at trykke på den grønne knap i folketingssalen og belemre borgerne med endnu en begrænsning i deres frihed end at foretage målrettede indsatser blandt de grupper i samfundet, der skal hjælpes,« skrev økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille i en kronik i 2009. Dengang var han blot borgerlig og endnu ikke liberal. Hvad er du nu, Simon Emil?

Det er noget af en realpolitisk spadseretur, denne glimrende retoriker har været ude på. Nu lægger han sammen med sin konservative ministerkollega Mai Mercado op til – med en for dem begge irriterende begejstret opbakning fra Socialdemokraterne – at indføre digital tidlig opsporing af udsatte børn. Det skal ske via samkøring af data om børneforældres tilknytning til jobcenter, nationalitet, faderskabsforhold, boligforhold, flyttemønstre og misbrugshistorik m.m.

»Vi bevæger os ind i en tidsalder, hvor borgere skal vænne sig til, at deres data anvendes til flere ting. Og målet helliger midlet her – det handler jo om at få fat i udsatte børn meget tidligere og bryde den sociale arv,« sagde familiechef Tine Vesterby Sørensen i Gladsaxe Kommune til Politiken fredag. Det er nemlig den københavnske forstadskommune, der har inspireret til regeringens forslag. Hun har sikkert ret. Men det vil jeg helst ikke bare vænne mig til. Jeg, der engang troede, at jeg fandt ligesindede i det borgerlige Danmark. Men det er åbenbart slut nu.

Er der slet ingen af jer borgerlige på tinge, der tænker på, at hvad der kan misbruges, bliver misbrugt? Hvad sker der om f.eks. en generation, når en femi-fascistoid veganerkoalition regerer på samkørte data efter princippet om, at målet helliger midlet? Selvfølgelig kun lige i dette tilfælde, hvor det er nødvendigt.