Egentlig er et forslag fra de Konservatives Jakob Næsager om at fjerne servitutten til afstemning, men de tre røde partier har udarbejdet et ændringsforslag, som de vil fremsætte til afstemning i stedet. Partierne foreslår, at Borgerrepræsentationen »konstaterer og støtter, at Teknik- og Miljøforvaltningen har fremlagt forslag til aftale med andelsboligforeningen og opfordrer andelsboligforeningen til at indgå en sådan aftale med forvaltningen, idet indholdet i aftalen skal omfatte en »parantes« om årene mellem 2004 og 2014«, som der står i forslaget.

Reelt vil det sige, at de andelshavere, der har købt bolig mellem 2004 og 7. marts 2014, kan sælge andelen til den pris, de har købt til, dog maksimalt den pris, der kunne forventes forud for kommunens brev af 7. marts 2014, hvori kommunen gjorde opmærksom på foreningens overtrædelse af den 100 år gamle servitut. Samtidig skal det sikres, at andelshavere, der har optaget lån med sikkerhed i andelen i den førnævnte periode, undgår teknisk insolvens og således kan sælge til restgælden pr. 7. marts 2014.

Men den løsning er slet ikke lovlig, mener Jakob Næsager.

»Jeg mener, at det er hamrende ulovligt. Lighedsgrundsætningen siger, at det offentlige ikke må forskelsbehandle. Forslaget er en katastrofe. Det er at spille hasard ikke kun med beboerne i Grøndalsvænge, men også med skattekronerne. For det her bliver dyrt for kommunekassen, da vi ville tabe stort i retten, hvis det blev gennemført,« siger han.Løsningsforslaget møder heller ikke opbakning hos en af beboergrupperne i Grøndalsvænge. En vedtagelse af løsningsforslaget vil øjeblikkeligt fredag morgen udløse en stævning fra beboergruppen, der vil have kommunen til at annullere den omstridte klausul eller give dem erstatning for den mistede andelsværdi, hvis den fastholdes.»Alt efter udfaldet torsdag aften så stævner vi fredag morgen. Vores krav er, at servitutten frafalder, og ellers stiller vi krav om erstatning – ikke kun til dem, der har handlet med huse til de nuværende værdier, men også til dem, der har lavet forbedringer på husene i forhold til kommunens servitutter,« siger en af initiativtagerne til stævningen, Martin Speiermann.

Han peger blandt andet på, at der er påbegyndt en fredning af husene, som har gjort eksempelvis udskiftning af vinduer væsentligt dyrere, end det ellers havde været. Og det er penge, der ikke kommer igen ved et salg, hvis klausulen om de fastfrosne priser fra det forrige århundrede fastholdes.

Ifølge Martin Speiermann har medlemmerne ikke andet valg end at sende stævning­en afsted af hensyn til en forældelsesfrist på sagen, der indtræder 7. september. Af samme grund kan foreningen heller ikke afvente en yderligere behandling af sagen for eksempel i et udvalg.

»Hvis servitutten fjernes, lider ingen økonomisk tab. Men på grund af den tidsmæssige faktor med 7. september kan vi ikke vente længere. Vi har været nødt til at forberede stævningen og gruppesøgsmålet, så vi ikke skulle gøre det i 11. time,« siger han.

Samtidig er der sendt en ansøgning om fri proces afsted. Onsdag aften var medlemmerne af Grøndalsvænge samlet til ekstraordinær generalforsamling for at få en orientering af bestyrelsen om forhandlingerne med kommunen og sagens øvrige udvikling. Samtidig kunne medlemmerne på generalforsamlingen tilslutte sig gruppesøgsmålet – dog uforpligtende – indtil ansøgningen om fri procens er behandlet.

Hvis beboerne vælger at sagsøge kommunen, stopper alle forhandlinger om et forlig formentlig. Løsningsforslaget er således betinget af, »at parterne afstår fra at anlægge søgsmål mod hinanden om skødeservitutten«, hedder det i forslaget fra de røde partier.

»Medlemmerne af andelsforeningen kan vælge mellem to veje: Retsvejen eller en aftale med kommunen. Man kan ikke begge dele. Derfor er det afgørende, at alle kender tilbuddet fra kommunen,« siger Jakob Hougaard, som er ordfører på sagen for Socialdemokraterne.