Det er et yderst bemærkelsesværdigt angreb fra SF og Enhedslisten, der spørger, om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ligge under for de Radikale, eller om hun vil arbejde for bedre velfærd, sådan som Socialdemokraterne lægger op til i valgkampen.

Sådan lyder analysen fra Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, efter at de to røde støttepartier kræver svar på, hvilke reformer der vil blive gennemført, hvis S og R genvinder regeringsmagten:

»Der er ingen tvivl om, at de trykker på det ømmeste sted hos Socialdemokraterne. Reelt er de jo ved at genoplive løftbrudsdiskussionen. Det er en diskussion, som Socialdemokratiets top absolut ikke skal have gang i her få dage før valget,« siger han.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Kravet om svar fra Socialdemokraterne kommer dagen efter, at de to regeringspartier fremlagde hver deres økonomiske plan frem mod 2025.

Socialdemokraterne er ikke konkrete på, hvilke reformer de vil gennemføre, mens de Radikale konkret peger på, at de ønsker at hæve pensionsalderen og lette skatten.

Det er to ting, der for alvor gør Enhedslisten og SF utrygge, og det er ifølge Thomas Larsen derfor, de kommer der et modsvar:

»Det, som Enhedslisten og SF så gør, er jo selvfølgelig et forsøg på at tvinge Helle Thorning-Schmidt til at levere garantier på, at der ikke bliver skåret bestemte steder, og at der ikke skal laves reformer, som de to partier er i mod,« vurderer han og påpeger, at det bestemt ikke er uden risiko:

»Selve konsekvensen af kravet er, at de indirekte kommer til at minde en masse vælgere om, at regeringen jo en gang tidligere svigtede en masse løfter,« siger Thomas Larsen med henvisning til valget i 2011.

Og kigger han tilbage på de seneste fire år, er der ingen tvivl om, hvad der har skadet Helle Thorning-Schmidt mest:

»Ser vi tilbage på de seneste knap fire år, hvor hun har været statsminister, er der for mig ingen tvivl om, at løftebrudsdiskussionen har været den allerværste sag for hende. Det er den, der har slået det største skår af hendes troværdighed. Nu har hun gjort meget for at kæmpe sig ud af hele den debat, og hvis den så bliver genoplivet få dage før valget af hendes støttepartier, så er det selvsagt et stort problem for hende.«