Thorning angribes af støttepartier - kræver svar før valget
SF og Enhedslisten kræver, at Socialdemokraterne forklarer vælgerne, hvem der vil blive ramt af reformer efter valget.
SF og Enhedslisten kræver, at Socialdemokraterne forklarer vælgerne, hvem der vil blive ramt af reformer efter valget.
Enhedslisten kræver, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) inden valget på torsdag giver vælgerne et klart svar på, hvem der bliver ramt af fremtidige reformer, hvis en ny SR-regering bliver en realitet. Det skriver Jyllands-Posten.
Dermed kaster Enhedslisten sig ud i det første alvorlige angreb under valgkampen på den regering, partiet selv peger på efter valget sammen med SF og Alternativet.
»Mange arbejdsløse, førtidspensionister og langtidssyge er blevet hårdt ramt af regeringens hidtidige reformer. De mennesker fortjener et klart svar på, om de igen skal stå for tur efter valget,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til Jyllands-Posten.
Enhedslistens angreb er udløst af søndagens to økonomiske udspil fra Socialdemokraterne og de Radikale, der beskriver partiernes politik frem mod 2025. Her lød det, at de Radikale ønsker at sænke skatten og hæve pensionsalderen, mens Socialdemokraterne holdt sig fra at nævne konkrete reformer.
Netop de manglende konkrete reformer fra Socialdemokraterne bekymrer Enhedslisten, fordi finansminister Bjarne Corydon (S) i marts sagde til DR2, at regeringen ikke er »færdig med at gøre det attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet, man er ikke færdig med at skrue på overførsler, man er ikke færdig med at skrue på skat«.
Hos SF er der også utryghed. Formand Pia Olsen Dyhr (SF) mener, det er afgørende at få svar på, om Socialdemokraterne ønsker velfærd eller skattelettelser.
Finansminister Bjarne Corydon ønsker ikke at kommentere kritikken, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt afviser, at der er behov for at vise konkret, hvilke reformer, der skal gennemføres, da finansieringen er på plads til partiets velfærdsløfter.