Rugbrødet, en lys VW, trillede ind på det lille, fynske familielandbrugs gårdsplads. En kørelejlighed fra Berlin til den danske unge mand, som hun var blevet forelsket i kort forinden, ville hun ikke forpasse.

Så pludselig stod hun der, Annemarie Machleidt, i pinsedagene 1960 og ventede på at møde Niels Fredenslund igen. Han var værnepligtig løjtnant og boede egentlig på kasernen i Odense på det tidspunkt. Men denne dag var han hjemme på sine forældres gård i Vissenbjerg og hjalp faderen med at hakke roer.

»Jeg talte ikke med mine forældre om følelser. Det var ikke normalt at gøre det dengang, så jeg havde ikke fortalt, at jeg havde mødt en pige. Jeg anede ikke, at hun kom, og mine forældre anede det slet ikke,« fortæller Niels Fredenslund.

For den dengang 21-årige Niels Fredenslund var det uventede besøg i pinsedagene en særdeles glædelig overraskelse. Han havde selv boet hos den knap tre år ældre fräulein og syerske få uger forinden – i påsken samme år. Da havde han fulgt sin fætter til Berlin til en stor kongres om det tværnationale sprog esperanto.

Også Annemaries ældste bror var såkaldt esperantist, og han indkvarterede den værnepligtige Niels, der ikke deltog i kongressen, i lejligheden hos Annemarie, hendes mor og fem søskende.

»Min bror spurgte, om ikke jeg havde tid til at tage mig lidt af denne her fætter, mens de gik til kongres. For mit vedkommende var det kærlighed ved første blik,« fortæller Annemarie Fredenslund – og det var i høj grad gensidigt, supplerer Niels.

Et værn imod muren

Den næste tid rejste de to unge frem og tilbage for at besøge hinanden ved enhver given lejlighed. Det var her, i en tid hvor Sovjetunionen materialiserede Den Kolde Krig i rå, grå beton ved at bygge Berlinmuren, at de to unge gav hinanden deres kærlighedserklæring og manifesterede deres varme følelser for hinanden ved at gifte sig. Halvandet år efter at de første gang mødte hinanden – og to måneder efter at muren blev bygget.

Der var ikke noget frieri med røde roser og knæfald. Indgåelsen af ægteskabet var noget, de aftalte, og ringene købte de sammen på en bytur i København.

»Pludselig blev muren bygget, og der var en kæmpe krise omkring det. Selv om du boede i Vestberlin, kunne ingen jo dengang sige, hvad det ville ende med, og der var jo også en reel fare for, at det kunne ende helt galt, så vi ikke kunne ses mere. Så vi syntes ikke, at vi skulle vente, men sikre os, at hun kunne komme til Danmark. Vi fandt den første weekend, der var ledig, og så blev vi gift,« fortæller Niels Fredenslund.

Brylluppet stod 6. okt. 1961. Først blev de viet på rådhuset, for i Tyskland kan kun »Standesamt« udstede vielsesattester. Senere på dagen blev deres ægteskab velsignet i kirken, hvorefter de sammen med nærmeste familie og venner – en kreds på omtrent 25 mennesker – festede i Annemaries mors lejlighed.

»Det var jo der, jeg boede. Jeg har boet hjemme, indtil jeg blev gift,« fortæller Annemarie.

Muren kom til at fremskynde de to unges giftermål. Det viste sig da også, at de senere skulle få problemer med at køre igennem Østtyskland, fordi Niels var blevet kaptajn.

»Når man arbejdede med hemmelige sager, kunne man ikke længere køre igennem. Så vi kørte til Hannover eller Hamburg og fløj det sidste stykke i de år,« fortæller Niels.

Men at de skulle giftes relativt hurtigt, var ingen af dem i tvivl om. Dengang ventede man ikke, som i dag, med at blive gift, indtil man var i begyndelsen eller midten af 30erne.

»Der var ikke mange, der boede sammen uden at være gift. I dag prøver man jo lidt af, før man gifter sig, og bor sammen med nogle forskellige for at se, om det fungerer,« siger Niels.

»Ja, og så er det måske meget godt, at man ikke har giftet sig,« siger Annemarie.

»Medmindre man har børn. Har man det, bør man blive gift, så man har de legale forhold på plads,« mener Niels.

Store oplevelser har styrket ægteskabet

Børn fik de selv et år efter deres bryllup, da deres datter kom til verden. På det tidspunkt gik Niels på Hærens Officersskole på Frederiksberg, mens Annemarie gik hjemme. To år senere fik de en søn.

Nu har de været gift i 53 år. I 2011 var de et af de godt 10.000 par herhjemme, der kunne fejre deres guldbryllup. I år ventes omkring 12.000 andre danske par at kunne gøre det samme. Men at blive sammen så længe er i dag noget af en bedrift. Skilsmisseprocenten for par, der bliver viet i dag, er 46,5. Mere end hvert fjerde par er blevet skilt, før de når at fejre kobberbryllup.

Så hvordan gør man? Hvordan bliver man sammen i så mange år – selv om netop det spørgsmål virker barokt at stille til et par, hvor det at være sammen netop har været det mest naturlige i verden.

»Det kræver jo selvfølgelig, at den ene ikke falder bort undervejs. Men ellers handler det om, om man er glad for hinanden. Jeg har aldrig syntes, at græsset var grønnere på den anden side,« siger Niels.

Selv om alle par vel går gennem deres kriser, har det ikke fyldt meget hos familien Fredenslund.

»Vi har aldrig smækket med døre eller sådan noget. Jeg er nok også god til at løje af. Så når vi har været uenige om noget, så har jeg måske bagefter tænkt, at nå ja, det kan da også godt være, han har ret,« siger Annemarie.

Hun har i hvert fald været god til at følge med, Annemarie, efterhånden som Niels’ karriere har udviklet sig. Han steg i graderne fra løjtnant til kaptajn, oberst og helt op til brigadegeneral, hvilket har flyttet ham, Annemarie og deres børn til udlandet og rundt i det danske land. I alt 11 gange er parret flyttet. Til Søborg, Holbæk, England, Ølstykke, Skive, Varde, Rom og Cypern for blot at nævne nogle af stederne.

Annemarie investerede sin tid som hjemmegående husmor i at etablere gode hverdagsliv for børnene alle de nye steder, de kom til at bo. Sociale forpligtelser fyldte også en del. Først da deres søn var blevet 12 år, uddannede hun sig til sygehjælper for at genoptage et arbejdsliv.

»For det tænkte jeg, at jeg kunne bruge overalt, selv om vi flyttede rundt,« fortæller Annemarie.

Parret mener, at det at rejse og flytte har gødet ægteskabet. Der er hele tiden sket noget nyt og spændende, og de har fået nye venner mange steder – venner som de stadig besøger i dag.

Pengesorger fører til skilsmisse

Niels og Annemarie mener, at der er så mange par, der bliver skilt i dag, fordi generationerne efter dem har været mere forvænte, end de selv har været.

De er begge kommet fra små kår. Annemaries mors lejlighed, hvor hun voksede op sammen med fem søskende, var ganske lille. Den, de oprindeligt boede i, var blevet sønderbombet i krigens allersidste dage, da det med Niels’ ord blev ramt af en »fuldtræffer«.

»De første år efter krigen har været særligt hårde,« minder Niels nærmest sin hustru om.

»Jeg har da oplevet tider med sult,« fortæller Annemarie om tiden i slutningen af 1940erne, da Sovjetunionen gennemførte en årelang blokade mod Vestberlin.

Uden sammenligning i øvrigt levede Niels’ familie også beskedent på en gård, hvor der kun blev høstet nok til at forsørge familien. Som ægtepar har Niels og Annemarie derfor altid levet nøjsomt, og endnu den dag i dag kan hun ikke få sig selv til at smide mad ud.

»Og jeg kunne jo sy, så jeg syede vores børns tøj. Ja, og vores. Du havde jo uniform, så det var let,« siger Annemarie.

»Vi har aldrig manglet noget. Men vi har heller ikke købt noget, vi ikke havde råd til. I dag køber man det, man vil have. Hvis man skulle spare, som vi skulle, tror jeg, at forholdet ville bryde sammen med det samme. Men hvis man køber for hurtigt og bruger for mange penge, så kommer pengesorgerne. Det er jo alt for let at låne penge i dag, bare ved at man sender en sms. Den tendens, tror jeg, er skyld i mange skilsmisser,« fortæller Niels.

»Det ser man også af og til i de udsendelser i fjernsynet – at der er unge par, der er dybt forgældede. Og de aner slet ikke, hvor mange bukser, de har købt, og som bare ligger i deres skab,« uddyber Annemarie.

Fremgang og lykke

Som ungt ægtepar satte de sig i det, som ifølge andre var et dyrt hus. I hvert fald når man så på Niels’ indtægt og på, at Annemarie ikke arbejdede. Men inflationen var gunstig for dem, og det gik samtidig hele tiden fremad med Niels’ karriere, og det gav mere i løn. Men helt grundlæggende har det givet parret en følelse af hele tiden at være på rette vej og af at være i færd med at skabe noget sammen.

»Vi kunne jo hele tiden se, at det gik bedre og bedre. Lykken er jo heller ikke at have det hele på én gang, men at se, at det hele tiden går fremad,« siger Niels.

Nu bliver de gamle sammen i deres rækkehus i Værløse. Her har de boet i 17 år. Det hus var Annemaries ønske. Efter at have fulgt Niels i hans karriere, var det hendes tur til at træffe en af de store afgørelser i ægteparrets liv.

»Vi havde aftalt, at når du blev pensioneret, så var det mig, der skulle bestemme, hvor vi skulle bo. Og selv om du gerne ville bo i København, så er du jo glad for at bo her, hvor det er nemt og bekvemt at være,« siger Annemarie.

»Ja, det havde vi lavet en aftale om, og valget var godt, fordi vi kom til at bo tæt på vores datter og hendes familie og tæt på vores golfklub,« siger Niels.

Herfra rejser de mindst et par gange om året til varmere himmelstrøg og rundt i Danmark for at besøge familie og venner, og sønnen, der i dag bor med sin familie i Sønderborg. Og flere gange om året besøger de Annemaries søskende og gamle venner i Berlin, hvor muren stod i 28 år.

Ægteskabet mellem Annemarie og Niels har snart holdt dobbelt så længe.