Jamen, kan I da for helvede ikke åbne en kasse til?, snerrer den midaldrende mand i køen ved siden af mig ad den sagesløse knægt bag kasseapparatet. Jeg har med en vis skjult fornøjelse brugt det seneste kvarter på at observere ham blive mere og mere desperat over at være fanget i det frygtede kassekø-limbo. Et uvidende omend temmeligt temperamentsfuldt offer for fysikkens ældgamle lov om, at du aldrig – ALDRIG! – skal skifte fra den ene supermarkedskø til den anden, når du først har besluttet dig for en plads, uanset hvor langsomt det går.

Især ikke i et land med en så ukultiveret egoistisk køkultur som Danmark. ­