I historien om kunstnerparret Hans Bellmer og Unica Zürn og deres grænseoverskridende værk ligger stikordene til noget spektakulært. Til en spektakulær tilføjelse til det galleri af mytologiske kunstnerpar, som Einar og Gerda Wegener, som vi møder dem i filmen »Den danske pige«, er et aktuelt eksempel på.

Billedkunstneren Hans Bellmer er især kendt for sine surrealistisk farvede seksuelle fantasier med figuren »dukken« som et omdrejningspunkt. Unica Zürn var forfatter og tegner og begik i 1970 selvmord ved at springe ud af et vindue i Paris efter flere år med regelmæssige psykiske sammenbrud.

Et mesterværk i hendes forfatterskab er kortromanen »Mørkt forår«, der udkom på dansk sidste år. I 15 år arbejdede parret sammen om en slags surrealistiske og sadomasochistisk-inspirerede bondage-tableuaer, der balancerede mellem det pirrende og det grusomme.

Bag kunsthistorikeren Kirstine Reffstrups debutroman, »Jeg, Unica«, ligger altså et på alle måder voldsomt og mørkt, stof, men det er iøjnefaldende, hvor nærmest demonstrativt neddæmpet forfatteren arbejder med den dramatiske historie.

Der er en tyst stilfærdighed og næsten meditativ stillestående tone i anslaget til romanen, hvor Hans Bellmer og Unica Zürn har trukket sig tilbage fra livet i de avantgardistiske kunstnerkredse i storbyerne Berlin og Paris og er flyttet ind i et hus i landsbyen Ermenonville uden for Paris:

»Jeg kan bedst lide at sidde her på terrassen. Snart bliver det koldt. Et rødt blad falder på bordet. Hans laver te til os. Jeg er fyldt af septembers lys.«

Skrøbelig tone af uro

Midt i den landlige ro og tryghed melder et kunstsamlende ægtepar deres ankomst, og Hans og Unica arbejder i fællesskab på færdiggørelsen af en dukke. De urovækkende erotiske undertoner i skildringerne af omgangen med den legemsstore dukke er ikke til at overhøre:

»Hver gang dukken er samlet, skiller Hans den ad igen. Den har aldrig én form, er altid i forvandling. Hans demonterer, ødelægger. Han bliver ikke træt af at arrangere kropsdelene og stille fotografiapparatet op. Han lægger benene ved siden af hinanden og binder dem sammen med hvidt blondestof og dekorerer dem med en kunstig rose …«

Mens Unica syr en frakke til dukken, sammenrimpes brudstykkerne af Hans’ og Unicas kærlighedshistorie og deres forhistorier i det krigshærgede Berlin og surrealismens Paris – ind i romanens flagrende helhed. Med blandt andre Pinocchio som en slags indflettet kommentar til dukketemaet udfoldes den identitets- og kropsudforskning, som er denne såkaldte litterære fantasis egentlige kerne.

Romanens »Jeg« insisterer på en identitet, men hvilken? Frem gennem romanen, der først omtrent midtvejs for alvor kommer i gang, skifter forholdet mellem kvinden Unica og dukken. Identiteten er til stadighed under forandring.

Det svævende, let tågede og antydningsvise er selve denne romans væsen, og forsvindingen lurer hele tiden på historien, sådan som den lurer på Unica Zürn. Men Kristine Reffstrups har et fint tag på stemningsmalerierne og fastholder en særegen skrøbelig og nærmest gennemsigtig tone af uro og opløsning. Her ligger romanens styrke – for nu at sige det med et misvisende robust ord.

Titel: Jeg, Unica. Forfatter: Kirstine Reffstrup. Sider: 209. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.