Der skal ikke så meget til for at spotte talent. Det gælder alverdens musikkonkurrencer, hvor en dirigent, en pianist, en violinist, en sanger skal vise, hvad hun eller han duer til, og hvor der er sat pæn tid af til hver enkelt, allerede i første runde, men hvor man som dygtig og garvet dommer kun skal bruge få minutter, ja, sekunder, for at se, om talentet, dygtigheden er der.
Det gælder i alle mulige sammenhæng, og det gælder også det skrevne ord. Og således også skønlitteraturen. Den skønlitteratur, som vi skriver meget om i dette bogtillæg, om som vi vil blive ved med at skrive om, fordi skønlitteratur er der, hvor det for alvor sker. Sprogligt, kunstnerisk. Når det altså sker.
Og nogle gange sker det bare. Man læser de første linjer, og man er med det samme grebet, eller har i det mindst en stærk fornemmelse af, at her er der noget, som det er værd at gå videre med, som er værd at læse færdig, som - efter endt læsning - vil være uomgængeligt at konkludere rosende om. Eller som i hvert fald, hvis det ikke er lykkedes, er mislykkedes på et vist niveau.
Ja, ordene afslører deres forfatter. Meget hurtigt, nærmest med det samme. Talentløshed eller begrænset talent lader sig ikke skjule. Talent lader sig ikke skjule.
Det skinner igennem, lige med det samme, og her, hvor forårets bogsæson for alvor er ved at komme i gang, kan vi afsløre, at det af samme grund ikke er så svært, som det måske lyder, som litteraturredaktør hvert år at forholde sig til hundreder og atter hundreder af nye titler af forfattere, man ikke kender eller kun kender perifert eller fra forlagenes egne, rosende foromtaler, med henblik på at beslutte, hvilke der skal anmeldes, og hvilke der ikke skal anmeldes, fordi de nok ikke er interessante nok.
Ordene viser det, og der skal kun nogle ganske få ord til at vise det. Talentet, hvis det er der, ser man straks. Talentløsheden ligeså.
Det er som med kærlighed. Der findes kærlighed ved første blik, og der findes en fascination, som man aner kan vokse til noget større, og der findes - omvendt - den der klare følelse, lige fra begyndelsen, af, at her er der intet potentiale for kærlighed. At tingene så kan udvikle sig i alle mulige retninger, også til de uforudsigelige og til dem, der gør ondt, ændrer ikke ved dette. Hvis ikke i hvert fald muligheden kan mærkes, lige med det samme, kan man lige så godt lade være. Man skal bare mærke efter.
Så som litteraturredaktør mærker man efter, og man gør det hurtigt, og man tager sjældent fejl, bilder jeg mig ind, for når man mærker efter, mærker man, om den er der eller ikke er der eller måske er der. Det er vilkårene, og de er, indrømmet, ret barske. Som skønlitteraturen nogle gange er det. Og virkeligheden. Forskellen er i virkeligheden ikke så stor.