322 verdenspremierer står der på IAA Transportmessen, som løber frem til på torsdag i Hannover. En stor del af dem kommer fra Kina, som med 200 udstillere ikke overgås af andre udenlandske udstillere og på messen er repræsenteret med både lastbiler, busser og elektronik.
På andenpladsen over udenlandske udstillere følger Italien, der ud over last- og varebiler også er kendt for kraner.
Her holder danske HMF, Højbjerg Maskin Fabrik, dog Dannebrog højt med to verdenspræmierer.
De fleste store stande er dog europæiske – med Mercedes-Benz som mest imponerende. De har en hal for sig selv, men viser også deres mere eksotiske bilmodeller fra Indien og Kina frem.
For selv om kineserne er på messen i stort tal, er de fleste lastbil- og busprodukter udviklet som joint venture med vestlige producenter.
Messen kan de færreste komme igennem uden at bruge nogle dage medmindre man ved, hvad man leder efter, for det tager tid at besøge de over 2.000 stande med udstillere fra 45 lande.
Et stort antal er underleverandører – som stiller med 226 verdenspremierer. Virksomheder, der bygger alt fra aksler over bremser, til opbygninger, trailere, lastsikring samt beskæftiger sig med sikkerheds- og miljøforhold.
For samtidig med, at vognmænd helst vil have deres produkter så billige som muligt, skal selv den billigste lastbil opfylde f.eks. Euro 6 miljønormen for emissioner, og der forskes som aldrig før for bl.a. at kunne opfylde kommende emissionsbestemmelser.
Det er meget dyrt – og kun kunderne kan betale. Derfor er man i industrien glade for, at økonomisk nedtur ikke rammer alle områder på jordkloden på én gang.