I slutningen af januar udkom de kinesiske myndigheder med en officiel Arktis-strategi. En strategi, som tydeligt bærer præg af Kinas genvundne selvtillid, og hvor der ikke længere kun tales om Kina som en nær-arktisk stat, men nu også som en væsentlig såkaldt stakeholder i forhold om Arktis.
Kina påkalder altså sig selv en rolle som andelshaver i internationale spørgsmål vedrørende Arktis. Det begrundes fra kinesisk side med to argumenter: For det første landets geografiske placering som et af de kontinentale lande, der ligger nær den nordlige polarcirkel. For det andet, at klimaforandringernes påvirkning af en stadigt stigende afsmeltning af iskappen har direkte konsekvenser for det kinesiske miljø og dermed landbrug.
Begge argumenter kan synes skrøbelige, men alvoren er ikke til at tage fejl af: Kina har med sin nye strategi nu officielt tilkendegivet, at landet vil søge indflydelse i Arktis samt hos de stater, som foreløbig har deltaget i beslutningsprocesser om Arktis. Det gælder primært Norge, Rusland, Canada, USA og Danmark.
Ind i kampen
Kina melder sig hermed ind i kampen, hvor to stormagter i forvejen sidder til bords. Det kan synes risikabelt, men gevinsterne ved at få indflydelse er store. Kina fokuserer på navnlig fire punkter: Forskning, naturressourcer, skibsruter og Arktis’ strategiske placering. Kina har gennem snart to årtier haft en række forskningsekspeditioner i Arktis, som har fokuseret på kortlægning af havis, samt overvågning af gletsjere. Her har landets enorme isbryder, Snedragen (Xue Long), spillet en helt central rolle.
Også de naturressourcer, som synes lettere tilgængelige efterhånden som isen smelter, har afgørende betydning, særligt for at opretholde de imponerende økonomiske vækstrater, som Kina har formået at præsentere. Hvis momentum skal sikres, er det nødvendigt, at Kina har adgang til de fornødne råstoffer, som Arktis ligger inde med. Det estimeres, at 13 pct. af verdens oliereserver ligger i Arktis. Kina ønsker selvsagt del i dette.
Alternative ruter
Afsmeltningen af isen skaber endvidere alternative sejlruter for Kina. Hvis kinesiske fartøjer sejler nord om Rusland via Nordøstpassagen, sparer det ikke alene kineserne for tid og dermed penge, man undgår samtidig de mere strategisk sårbare områder som Suez-kanalen og Malaccastrædet.
Endelig har Arktis i stigende grad strategisk betydning i international politik. Kina ser med andre ord en række potentielle fordele ved at have en betydningsfuld indflydelse i forhold i og omkring Arktis.
Timingen for lanceringen af Arktis-strategien er ikke tilfældig. Kinas præsident, Xi Jinping, understregede ved åbningen af den 19. partikongres i efteråret 2017, at Kina er trådt ind i en ny æra. En æra, hvor man ser sig selv forlade en mangeårig tilbagetrukket tilstand, og hvor Kina er vågnet på ny.
Det indebærer, at man fra kinesisk hold er villig til i højere grad at søge international indflydelse og tage ansvar for globale udfordringer – men med kinesiske løsninger og samtidig med forventningen om at blive mødt med respekt.
Betydning for Rigsfællesskabet
Den kinesiske tilstedeværelse på de nordlige breddegrader har også betydning for Rigsfællesskabet, for når en stormagt som Kina melder sig på banen, må det mane til styrket dialog blandt Rigsfællesskabets småstater.
Danmark og Grønland bør med rette styrke deres fælles tilgang til Kina og i bredere forstand klargøre, hvordan andre lande kan forhandle aftaler på plads, når de henvender sig til Rigsfællesskabet, hvad enten de søger dialog med Grønland eller Danmark.
Når Grønlands hjemtagne sagsområder som råstofområdet går på tværs af danske forpligtelser, såsom udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, er det nødvendigt, at der internt i Rigsfællesskabet er konsensus om en fælles linje. Hvis denne fælles linje er svækket, vil det have konsekvenser i mødet med Kina. Ikke alene vil det skabe forvirring, men potentielle gevinster ved Kinas insisterende tilstedeværelse i Arktis risikerer også at fordufte.
Når Kina netop har lanceret sin nye Arktis-strategi, er det oplagt, at Danmark og Grønland smeder, mens jernet er varmt, at Rigsfællesskabets eksisterende Arktis-strategi opdateres og at man tydeliggør de gråzoner, som ellers forventeligt vil vanskeliggøre samarbejdet internt i Rigsfællesskabet og Rigsfællesskabets samarbejde med Kina.