I dag blev Uffe Elbæks partis, Alternativets, udkast til princip- og partiprogram endelig offentliggjort, efter partiet siden fødslen i november 2013 har brygget på det.
Mere end 700 mennesker har givet sit besyv med til det endelige resultat, som nu kan hentes på partiets hjemmeside.
Samme sted kan medlemmer og borgere også få et indblik i den åbenhedspolitik, som partiet fører. Med blandt andet mediedeklaration og Q & A fortæller Alternativet åbent om alle led af de politiske beslutninger og deres samspil med medier og såkaldt spin. Partiet ønsker helt at bryde med den almindelige tankegang på Christiansborg og specielt med begrebet vækst.
Berlingske fangede Uffe Elbæk mandag morgen til en kort snak om partiprogrammet:
Alternativet har bl.a. lagt en mediedeklaration på hjemmesiden. Hvad skal den såkaldte åbenhedsstrategi gøre godt for?
»Helt fra hjertet mener vi, at det er vigtigt at udvikle en ny politisk kultur og gøre noget ved den troværdighedskløft der er mellem borgerne og os politikere. En af måderne at gøre det på, er at være tydelig med de mellemregninger, der er både i de politiske beslutninger og i relationen til medierne. Borgerne skal hele tiden kunne se, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og hvad begrundelsen er. Jeg tror, der er mange borgere, som er meget kritiske over for os - det kan man i hvert fald se på troværdighedsmålingerne, og noget af det de efterlyser, er en forståelse for, hvorfor vi træffer de beslutninger vi gør.«
I forhold til de mange hænder og hoveder der har været over udformningen af partiprogrammet, kan for mange kokke så ikke fordærve maden?
»Jo det kan de godt, hvis opskriften ikke er god nok. Men i det her tilfælde har opskriften været rigtig god, og der har været en god udviklingsproces, og der er blevet organiseret nogle dygtige folk. Når jeg kigger tilbage på resultatet bliver jeg oprigtig glad. Den viden vi har fået adgang til, kunne vi ikke på samme måde have genereret, hvis vi havde siddet i vores politiske elfenbenstårn. Vi bliver nødt til at trække på konkret erfaringer gjort hos folk, der står med hænderne nede i problemstillingerne. Der er over 700 mennesker, der har været involveret i den her proces, og dermed bliver det også et demokratisk eksperiment og en fornyelse af, hvordan man udvikler politik i dag. Jeg er meget stolt af resultatet.«
Er det ikke lidt vattet ikke at ville placere Alternativet til hverken venstre eller højre, men alligevel pege på Helle Thorning som statsminister?
»Egentlig har vi mest lyst til at løfte os op over den traditionelle højre-venstre-skala, fordi der ligger så meget unødig, politisk konflikt i det. Men det er klart at kigger man på vores økonomiske fordelingspolitik, ligger vi helt ude ved siden af Enhedslisten. Kigger med derimod på vores iværksætterpolitik ligger vi hos Liberal Alliance. Vi vil på den ene side gerne have et mere lige samfund, men vi vil også have et tilsvarende entreprenant samfund. Det er der, vi står. Hvor folk vil placere os, er deres udfordring, ikke vores. Når det handler om, at vi alligevel peger på Helle Thorning, så gør vi det ud fra at den nuværende regering, selvom man kan være kritisk over for deres miljøpolitik, alligevel er langt mere grøn end det udspil, der er kommet fra oppositionen. Hvis vi ønsker en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark, så peger vi selvfølgelig på den statsministerkandidat, som kan levere varen, og det gør Helle Thorning i dag.«
Vegetardag, kultur på recept og økonomisk støtte til alternative boformer. Er det ikke meget blødt i forhold til eksempelvis Danmarks konkurrenceevne og vækst?
»Vi vil for det første gerne gøre op med hele vækstbegrebet. Vi mener, at vi bliver nødt til at erstatte hele den vækst- og konkurrenceideologi, der har præget Danmark i gennem de sidste mange år med et andet og bredere vækstbegreb. I stedet for at vi forbruger mere, vil vi hellere lave kulturel og social vækst. Det er det, der på sigt kan gøre, at Danmark får bedre ideer, og kan være med til at sikre nye arbejdspladser. Selvom det kan lyde blødt i en mere traditionel optik, så er det benhård politik.«
Hvorfor er det så vigtigt for Alternativet at bryde ud af de almindelige tankegange på Christiansborg?
»Det er så vigtigt, for både den demokratiske legitimitet og kvaliteten af de beslutninger vi træffer som politikere, at der bliver en bedre bro mellem det liv, der leves på Christiansborg og det liv, der leves i samfundet. Vi bliver nødt til at skabe en tættere kontakt til borgerne.
Er det realistisk. Er det ikke bare noget, der lyder godt?
»Det er det eneste realistiske at gøre. Kigger man på, hvordan tingene udvikler sig i dag, med hvor lidt tillid borgerne har til os politikere og at der samtidig er færre, der har lyst til at blive involveret i politik, bliver vi nødt til at gøre noget ved det. Skaber vi ikke på sigt en bedre politisk kultur, så er det ikke bare et problem for den enkelte politiker eller det enkelte parti, så er det en trussel mod hele den måde vi forstår demokratiet på i dag.«
Princip- og partiprogrammet skal behandles den 24. maj i Aarhus på første del af landsmødet. Anden del finder sted den 11. juni på Bornholm.
