Der er sket meget i de ni år, Simon Prause har været medejer af Fiskerikajen. Den københavnske fiskehandler har butikker på Rungsted Havn, i Rotunden på Strandvejen og i Torvehallerne på Israels Plads, hvor vi møder ham en af dagene op til jul.

Velvidende at landets fiskehandlere oplever deres travleste periode i dagene op til nytår satte vi Prause i stævne i god tid til en snak om det voksende østersudvalg, der efterhånden fylder en god kvadratmeter i køledisken.