Pengene vælter ind til den erfarne kapitalfondsmand Christian Frigast. Han var med til at stifte den største danske kapitalfond Axcel, hvor han i dag er partner og formand for managementselskabet bag. Det har været en god forretning, og årene i Axcel har sikret ham en formue, der i dag løber op i over 600 mio. kr.
Det fremgår af egenkapitalopgørelsen i regnskabet fra hans personlige selskab, Frigast ApS, der netop er offentliggjort.
Regnskabet viser, at Frigast tjente lige knap 30 mio. kr. i 2016, hvilket er en markant fremgang fra året før. Her viste bundlinjen et plus på 12 mio. kr. Christian Frigast har i løbet af 2016 investeret en pulje af frie midler på godt 150 mio. kr., som han havde ved udgangen af 2015, i værdipapirer. Og det er formentlig med til at give det forbedrede resultat.
Regnskabet viser også, at Frigast i 2016 har trukket 50 mio. kr. ud til sig selv i ekstraordinært udbytte. Hvad pengene skal bruges til fremgår ikke. I både 2015 og 2014 trak han 20 mio. kr. ud, og dermed har Christian Frigast de seneste tre år trukket 90 mio. kr. ud af sit selskab.
Langt den største del af formuen har Christian Frigast skabt på Axcels guldrandede investering i smykkeselskabet Pandora, hvor Frigast stadig er næstformand. Pandora står som den bedste danske kapitalfondsinvestering nogensinde - måske endda den bedste i Europa nogensinde - og Axcel skabte som tidligere beskrevet i Berlingske et overskud på ca. 20 mia. kr. på investeringen. Axcel købte 60 pct. af aktierne i Pandora i 2008 for 1,8 mia. kr. og børnoterede selskabet bare to år efter til en markedsværdi på 27 mia. kr.
Handlen kastede ikke bare guldstøv ud over Pandoras investorer. Den gjorde også Axcels partnere, herunder Frigast, meget velhavende og skabte fundamentet til den formue, som i dag opgøres til at være på over 600 mio. kr.
Christian Frigast er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.
