I al stilhed er det statlige selskab EKF vokset kraftigt. Selskabet, der yder lå til danske virksomheder, når bankerne siger nej, hjælper flere og flere, som vil vokse på svære og urolige markeder over hele kloden.
Efter et 2016, hvor indtjeningen landede tæt på en halv mia. kr., siger selskabets formand, Christian Frigast, tidligere leder af kapitalfonden Axcel, at EKF er klar til at gå ind på nye og svære, ustabile markeder.
»Vores opgave er fremover at sikre, at vi kan få flere kunder i butikken, og vi skal ud og finde de næste danske eksportsucceser,« siger Christian Frigast, som i 2016 blev bestyrelsesformand for EKF – også kendt som Danmarks Eksportkredit.
Virksomhedens historie går helt tilbage til 1922, da den blev grundlagt for at hjælpe danske virksomheder med at vokse i udlandet. Siden er der skudt mere kapital ind, men i dag finansierer EKF sig selv gennem eget overskud.
EKF har flere end 700 kunder – et tal, som er vokset betydeligt de senere år, og som ifølge Frigast vil stige yderligere fremover. Han lover, at EKF er klar til at hjælpe i områder af verden, hvor de almindelige banker mener, at risikoen er for høj. På de nære markeder er bankerne igen begyndt at yde lån, efter at mange af dem var forsigtige i årene efter finanskrisen.
»Vi ser, at bankerne i øjeblikket bliver mere risikovillige, især i de nære markeder, og tager forretning, som de ikke ønskede at deltage i for nogle år siden. Vores rolle bliver så større i f.eks. Mellemøsten, Afrika og Asien, hvor danske virksomheder i øjeblikket søger nye forretninger. Den rejse skal vi med på,« siger Frigast. Han understreger, at EKFs rolle ikke er at tage forretning fra bankerne.
»Vi skal finansiere danske virksomheder på markeder, hvor der er politiske og forretningsmæssige risici, som andre ikke vil tage. Vi skal ikke ud at konkurrere med de kommercielle banker, men være dér, hvor de siger stop,« siger han.
EKF har de senere år særligt været med til at sikre flere store vindmølleprojekter i udlandet. I dag udgør garantier og udlån til vindmøllebranchen over 60 pct. af EKFs forretning. F.eks. er en kæmpe vindmøllepark med 365 Vestas-møller i Kenya i 2016 blevet mulig med hjælp fra EKF.
Frigast i ny rolle
Det er en ny rolle, som Christian Frigast trådte ind i, da han sagde ja til at tage over som formand i EKF. Frigast er mest kendt for at have skabt kapitalfonden Axcel, og han er blevet meget velhavende – blandt andet på fondens investering i smykkekoncernen Pandora.
Frigast siger, at han har været positivt overrasket over at komme ind i en statsvirksomhed, som ellers er drevet på en anden måde, end kapitalfondene er.
»Jeg har oplevet EKF som en virksomhed med meget dygtige og dedikerede medarbejdere og samtidig med en meget professionel ejer,« siger han.
Et af de selskaber, som EKF har været med til at sikre vækst, er Petersen Tegl fra Broager i Sønderjylland. Virksomheden har stor succes med at fremstille særligt eksklusive mursten, som efterspørges globalt.
»Det går fantastisk godt, og vi leverer nu sten til 43 forskellige lande i verden,« siger ejeren Christian Petersen.
Men for to år siden sagde bankerne alligevel nej til, at virksomheden med 180 ansatte kunne opføre et nyt teglværk for at imødekomme kundernes stigende efterspørgsel. I alt havde Petersen Tegl brug for 90 mio. kr. til den nye fabrik.
»Efter krisen var bankerne ikke helt vilde med at låne penge ud, men der ville EKF gerne hjælpe os. Vi kunne bygge det nye teglværk, som vi havde lyst, efter at vi fik ordningen med EKF. Det kom ud og kiggede på det og forstod tingene,« siger Christian Petersen, der oplyser, at den nye produktion har skabt 30-40 nye arbejdspladser.
Petersen Tegl er en af Danmarks ældste virksomheder. Den blev stiftet i 1791 af Christian Petersens tip-tip-oldefar.
Christian Petersen selv er 75 år og har ingen planer om at drosle ned.
»Jeg har besluttet at gå på halvtid, når jeg bliver 95 år,« lyder det med et grin fra sønderjyden.
