BRUXELLES/BERLIN: Så meget storm plejer der mildest talt ikke at være om Jean-Claude Juncker. Den 59-årig gentleman fra Luxembourg er en midtsøgende konservativ, der tror meget på pragmatisk politik hen over midten. Men i den europæiske magtkamp om, hvorvidt han skal være EU-Kommissionens næste formand, er indsatserne blevet hævet dramatisk.

Pludselig tildeles Jean-Claude Junckers person en afgørende rolle for, om Storbritanniens bliver i EU, om den tyske regering splittes, om Europa-Parlamentet og stats- og regeringschefer ender i åben krig med hinanden om EUs fremtid – og i øvrigt også om Danmark skal have en ny statsminister.

Centralt i spillet står den tyske kansler, Angela Merkel.

I Tyskland vokser presset på Merkel for, at hun skal trodse den britiske premierminister, David Cameron, der på sidste uges EU-topmøde ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel satte trusler bag sin modstand mod Jean-Claude Juncker.

David Cameron, der netop havde tabt det britiske europaparlamentsvalg med et brag, beskrev Juncker som et »ansigt fra 1980erne«, der ikke kan stå i spidsen for den tilbagerulning af EU, som Cameron kræver.

Ifølge magasinets oplysninger sagde Cameron ligefrem til flere regeringschefer i en pause, at han ikke kan garantere, at Storbritannien bliver i EU, hvis Jean-Claude Juncker bliver valgt.

Det blev af hans kolleger tolket som en trussel om at fremrykke en britisk afstemning for eller imod EU-medlemsskab, som kan ende med et nej.

VIl ikke finde sig i britisk afpresning

Ifølge Der Spiegel erklærede den ene leder efter den anden på mødet opbakning til Juncker, men kansleren gik imod flertallet og afgjorde sagen ved at erklære, at hun om nødvendigt ville stemme sammen med briterne imod Jean-Claude Juncker, som hun ellers selv har været med til at gøre til konservativ spidskandidat.

Dermed var der et blokerende flertal imod luxembourgeren, og sagen blev sparket til hjørne. Merkel forklarede sig i denne uge med, at det ikke er »ligegyldigt« om Storbritannien er medlem af EU eller ej.

Merkels usædvanlige trussel er ifølge Der Spiegel et brud på den tyske regerings spilleregler, for hendes regeringsmakker SPD støtter varmt princippet om, at europaparlamentsvalgets vindende spidskandidat skal være kommissionsformand. Den britiske »afpresning« skal man ikke finde sig i, lyder kritikken af kansleren.

»Det vil være en farce, hvis Europa nu lader sig presse af lige præcis én, der ikke forstår Europa og hetzer mod Europa for at profilere sig nationalt,« siger SPDs generalsekretær, Yasmin Fahimi, til avisen Frankfurter Rundschau.

Også i Angela Merkels egen konservative lejr lyder der advarsler mod at lade sig presse af Cameron.

Bordet fanger

Det er den tyske formand for Europa-Parlamentet, socialdemokraten Martin Schulz, der har opfundet modellen med spidskandidater, som skal styrke kommissionens demokratiske forankring og parlamentets magt. Men ifølge intergovernmentalister som Angela Merkel og David Cameron skal forankringen komme fra stats- og regeringscheferne – ikke fra parlamentet.

Også Angela Merkel måtte dog gå ind på spidskandidaternes logik i valgkampen, og derfor fanger bordet over for vælgerne, mener mange i Tyskland.

Den tyske filosof Jürgen Habermas siger i et interview til avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, at det vil ramme det europæiske projekt i »hjertet«, hvis EU-lederne ignorerer valgresultatet og forkaster den vindende spidskandidat.

Omvendt mener den britiske historiker Timothy Garton Ash, at det vil være en »katastrofe«, hvis EU vælger Juncker efter EU-kritikernes fremgang i flere lande ved valget.

Cameron står langtfra alene

Angela Merkel fik efterfølgende Jean-Claude Junckers aktie til at stige igen i medierne, da hun sagde, at hun fører alle samtaler i den »ånd«, at han skal være ny kommissionsformand. Men hvor meget sætter hun ind?

Da parlamentet efter valget samlet stillede sig bag Juncker, rasede Angela Merkel ifølge Der Spiegel, at det var »uforskammet« og en »krigserklæring«, og på et møde i den konservative gruppe skal det være kommet til benhårde meningsudvekslinger mellem hende og Juncker.

David Cameron er heller ikke uden allierede. Ved EU-topmødet gjorde Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, det klart, at han ikke bakker Juncker op. Samme melding kom fra Hollands premierminister, Mark Rutte, og Ungarns premierminister, Viktor Orban.

Italiens Matteo Renzi betegnede i weekenden Juncker som »et navn«, men ikke det eneste navn for EU-Kommissionen, og ifølge den tyske avis Bild har den franske præsident, François Hollande, efter sit store valgnederlag foreslået Angela Merkel at vælge den tidligere franske finansminister Pierre Moscovici i stedet.

Thorning er et varmt emne i EU

Angela Merkel sidder i en slem klemme. Hun risikerer at splitte sin regering og blive set som udemokratisk, hvis hun åbent nedstemmer Juncker sammen med Cameron, men hun frygter tilsyneladende en britisk udmeldelse, hvis hun ikke gør det.

Nu håber hun givetvis på, at tiden arbejder for en tredje løsning. Måske satser hun på, at flertallet bag Jean-Claude Juncker langsomt smuldrer, så hun ikke igen behøver kaste den afgørende stemme mod ham. Måske satser hun på et kompromis, hvor Storbritannien til gengæld for at acceptere Juncker for eksempel får den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand for Rådet.

Helle Thorning-Schmidt har en stor britisk stjerne, kommer fra et ikke-euroland og har været med til at bære den nordeuropæiske sparepolitik igennem. Er det nok for Cameron? Og vil Helle Thorning-Schmidt være interesseret? Det sidste har hun tidligere afvist, og med kaosset i Venstre har hun fået en ny chance i Danmark.

Modellen har uanset hvad spredt sig i de europæiske medier, der har opdaget tilnavnet Gucci-Helle og genopfrisket den berømte selfie sidste år med Barack Obama og David Cameron. Ifølge den tyske avis Die Welt verserer et stædigt, men ubekræftet rygte, at Merkel har foreslået Thorning-Schmidt som kommissionsformand.

Jean-Claude Junckers kampagnechef, Martin Selmayr, tror ifølge et tweet på sin egen chef som kommissionsformand, Helle Thorning-Schmidt som rådsformand og den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, som EUs udenrigspolitiske repræsentant.