Blot 48 timer før advokatundersøgelsen om Dongs forhenværende administrerende direktør Anders Eldrup og de specielle ansættelsesforhold for flere medarbejdere bliver offentliggjort, er Kammeradvokaten blevet hevet med ind i sagen.

For ifølge Politiken har politisk pres tvunget elgigantens bestyrelse til at inddrage statens egen advokat i omstændighederne omkring Eldrups fyring.

Det sker til trods for, at bestyrelsesformand Fritz Schur har bedt sit eget advokatfirma Norrbom Vinding om at se sagen efter i sømmene. Men den undersøgelse er ikke uvildig, lyder den udbredte skepsis fra flere partier, forklarer centrale kilder til Politiken.

Partierne bag den politiske aftale om Dong - som er alle med undtagelse af Enhedslisten og Liberal Alliance - har derfor presset Schur til at give Kammeradvokaten, advokatfirmaet Poul Schmith, adgang til at se Norrbom Vinding over skulderen.

- Der har været et politisk ønske om, at Kammeradvokaten blev inddraget, bekræfter Dongs kommunikationschef, Karsten Anker Petersen over for Politiken.

Allerede 13. marts blev det ønske ifølge Politikens oplysninger fremsat, da forligspartierne mødtes med Fritz Schur til orientering om sagen.

Ifølge en af Politikens kilder er det politiske pres på Schur og den resterende bestyrelse også bekræftet fra politisk hold af finansminister Bjarne Corydon.

- Partierne og finansministeren har i fællesskab ønsket, at Kammeradvokaten kom med en »second opinion«. Det er en kontroversiel sag i en statsvirksomhed, og derfor beder man statens advokat lave et responsum for at kvalitetssikre det juridiske arbejde. Man vil være sikker på, at det holder vand, siger kilden til Politiken.

Men den hurtige indblanden af Kammeradvokaten bekymrer dog også på Christiansborg. For hos Dansk Folkeparti er man bange for, at en blåstempling af kritikken af Anders Eldrup vil lukke sagen om fyringen.

- Det ser ud som om, at man ikke må grave for dybt i Dong-sagen. Det lader til, at det handler om at få udpeget en syndebuk og prøve at få lukket sagen lidt tidligere, end offentligheden er interesseret i, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Ifølge TV2s finansredaktør Ole Krohn kommer Eldrups version af sagen, når advokatundersøgelsen er blevet offentliggjort.