»Kærlighed er en ret,« står der på plakater i hele København. Jeg tænkte først på retten »Brændende Kærlighed«, men det var urelateret. På billedet kysser en mand og en kvinde med tørklæde hinanden. Formålet er al ære værd: nydanske unges ret til at leve deres egne liv, frie af social kontrol fra de minoritetsmiljøer, der tilsyneladende føler sig berettigede til at sætte andre grænser for mennesker end de grænser, som loven sætter. Nogle plakater er blevet udsat for hærværk, hvilket vel mest er et vidnesbyrd om, at kampagnen er tiltrængt – hvis nogen skulle være i tvivl.
Mit ærinde er således ingenlunde at sætte spørgsmålstegn ved kampagnens hensigt. Ikke desto mindre studsede jeg over ordvalget og vil gerne knytte et par ord dertil, så ingen, der læser ordene ude af kontekst, skulle få den idé, at deres rettigheder krænkes, når kærligheden ikke vil indfinde sig. Selvfølgelig har mennesker ret til frit at elske, hvem de vil, på tværs af køn og etniciteter. Fordi frihed er en ret.