Det er krænkende for den enkelte borger, som udsættes for indbrud i sit hjem, at der ikke er ressourcer til at opklare forbrydelsen.
Sådan lyder reaktionen fra de Konservatives retsordfører, Mai Mercado (K), efter Rigsrevisionen har offentliggjort en ny beretning, der viser, at politiet i 2014 henlagde ni ud af ti indbrudssager.
Mai Mercado stoler fuldt og fast på, at politiet yder efter bedste evne. Ifølge ordføreren er det arbejdsbyrden og prioriteringen af opgaver, den er gal med.
Hun mener, at man for eksempel bør fjerne bødekvoter, så politiet i stedet kan bruge deres tid og kræfter på at jagte indbrudstyve.
»Jeg har fuld tillid til, at politiet løber så hurtigt, de kan, og løser så mange opgaver, som det er muligt. Men der er jo også måltal for, hvor mange bøder de skal indkassere, og dermed tvinges de til at sidde i fotovogne. Jeg synes, at vi skal droppe måltallene og sikre politiet mere frihed til at prioritere, så flere betjente kan tage sig af at opklare indbrudssager,« siger hun.
Ud over at ville gøre en ende på bødekvoterne fastholder de Konservative, at der er behov for flere betjente.
»At så lille en andel af alle indbrudssager bliver opklaret, siger mig helt tydeligt, at der er brug for flere betjente. Vi ønsker, at vi får 1.500 flere betjente. Det er ganske enkelt nødvendigt,« siger Mai Mercado.