Øjeblikket, som astronomer og rumforskere har ventet på i mere end ti år, er nu en realitet:
Den europæiske kometlander Philae er efter alt at dømme landet med succes midt i et stærkt fremmedartet landskab på den lille komet 67P, der aktuelt drøner rundt 510 mio. km fra Jorden.
Det blev bekræftet at stærkt lettede og jublende chefer og teknikere i det europæiske rumagentur ESA kl. 17.04 onsdag.
»Philae taler til os. Philae står på klippen,« sagde ESAs Rosetta-manager Stephen Ulamec til kameraer kort tid efter.
TV: Nu kulminerer ti års rumrejse
Dermed lykkedes det for det ca. 100 kilo tunge og vaskemaskinestore landingsmodul at skrue sig ned i isen med skruer på sine tre teleskopben og dermed undgå at undgå at svæve bort.
Men kort efter landingen meddelte ESA, at de to harpuner, der skal forankre Philae yderligere til kometen, efter alt at dømme ikke blev affyret.
Men ESA mener, at den står godt fast på overfladen - også fordi at den angiveligt sank ca. fire cm ned i isoverfladen ved landingen.
På grund af kometens yders svage tyngdefelt vejer Philae i praksis kun et enkelt gram på overfladen af det ca. fire km brede og ti mia. ton tunge himmellegeme.
Ren Star Trek
»Den tekniske bedrift er enorm,« siger astrofysiker ved Niels Bohr Institutet, Anja C. Andersen, der har fulgt intens med i den nervepirrende landing.
»Det er væsentligt sværere at lande på en lillebitte komet, der drøner af sted ude i rummet, end på en stor planet med masser af tyngdekraft. Det er nærmest ren Star Trek det her.«
På grund af den enorme afstand i tid og rum gik der 28 minutter og 20 sekunder fra landingen derude, til at man via radiosignaler til Jorden fra Philae og Rosetta havde modtaget bekræftelse på landingen.
Voldsom nervøsitet
Før landingsbekræftelsen var nervøsiteten nærmest fysisk håndgribelig i ESAs kontrolcenter i Darmstadt, Tyskland.
Kort før Philae onsdag formiddag blev koblet fra sit moderskib Rosetta og indledte sit syv timer lange fald mod kometen, fik kontrolcenteret melding om en potentiel fejl, der kunne forøge risikoen for en mislykket landing på det arrede og isfyldte himmellegeme.
Øverst på Philae sidder en lille dyse - en nedskubber - som lige før landingen skulle udsende et gaspuf for at skubbe landingsmodulet ned mod kometoverfladen. Målinger viste imidlertid, at dysen tilsyneladende ikke fungerede.
Det forøgede risikoen for, at Philae bare vil glide eller hoppe af på overfladen af kometen. Og dermed ende sine dage som en formålsløs og evig rejsende i solsystemet.
Videnskabslaboratorium
Men nu peger alt heldigvis på, at Philae ved hjælp af sine mange instrumenter kan indlede sin afdækning af kometens mange hemmeligheder, herunder om den rummer aminosyrer, det vil sige byggesten til liv.
Philaes batterier har kraft nok i sig selv til at holde instrumenter og kameraer gående i ca. 65 timer. Men forventningen er, at den er landet et så solbeskinnet sted, at den ved hjælp af sine solpaneler kan sikre konstant genopladning af batterierne.
Er det tilfældet, ventes den at kunne fortsætte sine analyser, bl.a. med direkte boreprøver i kometoverfladen, helt frem til marts næste år. På det tidspunkt vil kometen være så tæt på Solen, at elektronikken i Philae sandsynligvis vil brænde sammen.
I løbet af onsdag aften ventes ESA at offentliggøre verdens første panoramabilleder direkte fra overfladen af en komet.
