Hånden på hjertet: Vidste du, at der var noget, som hed ESA for bare en uge eller to siden?
Ja, du havde formentlig hørt om, at Europa har sit eget rumprogram, og at der svæver forskningssatellitter rundt derude af europæisk oprindelse. Men navnet – en forkortelse for European Space Agency – var med garanti ikke prentet ind i din hukommelse med samme eftertrykkelighed som »NASA«.
Det skyldes ikke bare, at amerikanerne i NASA – National Aeronautics and Space Administration – skrev verdenshistorie med den første månelanding i 1969 og dermed tændte rumlyset i begejstrede barneøjne verden over. Hvem ville ikke gerne være NASA-astronaut?
Det skyldes også, at NASA gennem årtierne har været noget nær verdensmestre i PR og formidling. Alle kender Apollo-missionerne, Cape Canaveral og rumfærgerne, og de fleste har hørt om rumfartøjer som Pioneer og Voyager, Hubble-teleskopet og Mars-køretøjerne Spirit og Opportunity.
Men hvor mange har hørt om Ariane-raketterne, om Mars Express, Giotto-missionen, Planck-teleskopet eller Huygens-sonden?
De var (eller er) alle europæiske og havde hver for sig omtrent lige så stor videnskabelig betydning som de nævnte rummissioner i NASA-regi.
De mange missioner
Giotto var den første mission til en komet og foretog i 1986 målinger og observationer af den berømte Halley’s Komet fra en afstand af bare 600 km. Missionen var af samme årsag med til at grundlægge ESAs førerposition på kometområdet.
ESAs rumteleskop Planck foretog for få år siden den hidtil mest nøjagtige opmåling af den kosmiske mikrobølgebaggrund og dermed af selveste eftergløden fra Big Bang. Hvilket gjorde videnskaben i stand til at kortlægge universets struktur bare 380.000 år efter altings begyndelse.
Og Huygens-sonden – måske ESAs største succes frem til den aktuelle Rosetta-mission – var enestående, fordi den i 2005 (dog med hjælp fra NASA) foretog en vellykket landing på et fuldstændig fremmed himmellegeme, den iskolde saturnmåne Titan langt over en milliard km borte.
Hvorefter den uploadede billeder af det mærkværdige orange-grå stenlandskab under et gevaldigt metan-skydække til Jorden. I øvrigt med en transmissionstid herned på hele 67 minutter som følge af den kolossale afstand i tid og rum.
Og nu står vi så her med Rosetta-missionen og kometlaboratoriet Philaes spektakulære og i hvert fald delvist vellykkede landing på en lillebitte komet en halv milliard km ude i verdensrummet. Kulminationen på næsten 20 års tålmodige forberedelser og mere end ti års rejse gennem solsystemet.
Hvilket, endelig, har skaffet ESA den globale medieomtale, som organisationen burde have fået for adskillige år siden.
Den danske indsats
I løbet af ugen har indslag og nyheder om Rosetta og Philae været blandt de mest sete og læste historier i internationale medier. I øvrigt i de seneste dage iblandet en overraskende omfattende forargelse over, at en af missionens chefforskere, Matt Taylor, gik på skærmen med Manga-agtige pin-up-piger på sin kulørte skjorte.
Men al omtale er vel fortsat bedre end ingen omtale.
Blandt de mest lykkelige for al medieomtalen er Aarhus-virksomheden Terma A/S, der har designet og udviklet Rosettas vitale strømforsyning, der fra solpanelerne skaffer kraft til bl.a. instrumenter og opvarmning i den næsten tre ton tunge satellit.
Men der kunne have været flere danske virksomheder med om bord på den eventyrlige mission.
På alle parametre er Danmark en af de mindste bidragydere til ESA blandt organisationens 20 medlemslande. 25,7 mio. euro svarende til godt 190 mio. kr. beløb Danmarks bidrag sig til i fjor. Men Norge ydede det dobbelte, Sverige det tredobbelte, Belgien det femdobbelte og Frankrig næsten 30 gange så meget som Danmark til ESAs samlede 2013-budget på næsten 32 mia. kr.
Det er trist, for det beskedne bidrag afspejler sig i tilsvarende beskedne ordrer til danske virksomheder om leverancer af software og teknologisk udstyr til ESAs rummissioner. Hvorved ellers dygtige danske virksomheder både mister chancen for at bringe sig i den højteknologiske udviklingsfront og for at blive stærkt profileret på fremtidige missioner, der skal prøve menneskers grænser af i rummet.
At det er lykkedes at få en dansker, Andreas Mogensen, optaget på ESAs astronauthold med henblik på rejse til Den Internationale Rumstation næste år, må derfor i højere grad tilskrives danskerens enestående kompetencer og respektindgydende CV end det officielle Danmarks opbakning til europæisk rumfart.
Imens må vi glæde os over de fascinerende billeder af den fremmedartede kometverden 510 mio. km borte – og over, at en enkelt dansk dims trods alt kom til at spille en rolle for, at den dristige mission lykkedes.