Da jeg for et par år siden anmeldte Josefine Klougarts forrige bog, »Om mørke« (2013), skrev jeg hen mod slutningen af anmeldelsen, at »330 sider af denne slags kan tage pusten fra selv den mest højpandede læser. Men den spirende læsertræthed sendes gang på gang retur af Klougarts rytme og stærke, stærke billeder, hvad enten de kommer til udtryk i naturmetaforer eller længere beskrivende sekvenser«.

Det er lige før, at dette afsnit kan gentages her, i relation til forfatterens nye roman, »New Forest«, men med den lille ændring, at den nye bog ikke er på 330, men på 700 sider!