Jeg har opfundet noget nyt. Noget til at putte i munden. Kan det spises? Nej. Drikkes? Nej. Lad os kalde det en snack. Et nydelsesmiddel. Selvom den for de fleste ikke er særlig velsmagende de første mange gange, er jeg sikker på, at den bliver et hit, ja, vanedannende. Du kan blive helt afhængig af den.

På et møde med fødevare- og sundhedsstyrelsen må jeg dog krybe til korset. Mit produkt indeholder acetone, bly, ammoniak, formaldehyd, tar og en masse andre kræftfremkaldende kemikalier. Med et hurtigt skøn og ved moderat brug vil dette betyde omkring 13.000 årlige dødsfald alene i Danmark.

Jeg er sikker på, at jeg aldrig som i aldrig ville få mit produkt godkendt og tilladt. Alligevel kan man i Danmark til næstlaveste priser målt på købekraft i Europa købe cigaretter overalt. Med statens velsignelse.

En røgfri generation

I Danmark ryger hver femte over 15 år, og det tal har ikke rykket sig ud af flækken de seneste syv år. Helt unge på 15 år sætter stadig ild til smøgerne for første gang. Det til trods for regeringens målsætning om en røgfri generation i 2030.

Hvordan kan det være? Hvordan kan det være, at vi i et land, hvor selv den mindste slinger i vores fødevaresikkerhed og sundhed kan føre til regeringskriser og ministerfyringer, kan blive ved med at have et samlet folketing og hold af folkevalgte, som ikke gør noget ved cigaretterne.

Svaret er måske syv milliarder kroner. Penge, som staten år for år får ind i skatter og afgifter på danskernes forbrug af cigaretter.

Svaret er nok også, at mange partier ikke tør lægge sig ud med den mere end en million vælgere, som ryger. For ikke at tale om en elite der råber op om folks frihed, »det sjove i tilværelsen« og menneskers ret til at leve deres liv, som de vil. De sidste er de værste.

I dag ville cigaretten blive totalt forbudt, hvis den blev prøvet indført på markedet. Den er den største dræber, og den overbelaster vores sygehuse med en masse mennesker. Den skaber dårligt liv for endnu flere. Den nedsætter arbejdsevnen hos mennesker med flere år. Og alligevel forholder politikerne sig stort set passivt.

Gør noget, Løkke

Hvor længe kan det fortsætte, at en statsminister, der ved enhver lejlighed taler om vores børn og børnebørns fremtid, ikke gør noget? Gør noget ved det, som lige nu er den største enkeltstående fare for, at de får et godt liv: Cigaretterne.

Det mest groteske er, at staten faktisk ville tjene på at sætte prisen op på cigaretter. Forbruget ville falde, men det samlede afgiftsprovenu ville stige. Det viser nylige hemmelige tal, der ligger på skatteministerens bord.

Kære Lars Løkke, skær igennem nu og gør Danmark til et foregangsland, når det gælder cigaretter. Der er ikke længe til 2030.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T.