Ja, jeg har vel nærmest været en slags ping-pong-patient. Det, jeg har været igennem, har været psykisk terror. Simpelthen.«

Jesper Rossing Hansen opfatter ellers sig selv som en »stor, stærk dreng«. Med en kampvægt på et stykke over 100 kilo er den 65-årige tidligere typograf typen, der fylder godt i landskabet og bedst kan lide at tælle de lyse timer, når han er sammen med vennerne i den store omgangskreds eller går og kløver brænde i sommerhuset på Sjællands Odde med Kattegat i forhaven og Sejerø Bugten i baghaven.

Men de seneste tre måneder har han været sendt ned i det dybeste mørke af en alvorlig hjertelidelse og et nærmest grotesk behandlingsforløb, der udstiller nogle af skyggesiderne i det danske sundhedsvæsen.

Hele fire gange oplevede han således at få aflyst den operation, der skulle redde hans liv.

Én gang var det lægerne på Roskilde Sygehus, der meldte fra i sidste øjeblik, efter at han ellers var blevet placeret på operationbordet, og tre gange var det Rigshospitalet, som med kort varsel skred til at aflyse det bypass-indgreb, som skulle puste nyt liv i hans slidte hjerte.

Hver gang blev han i stedet kørt retur med ambulancen til Holbæk Sygehus, hvor han endte med at være indlagt i samlet 41 dage.

Den primære forklaring, han fik, var, at det var nødvendigt at udskyde hans operation af kapacitetsmæssige årsager. Der var kommet andre akutte og endnu mere livstruede patienter ind, som overtog hans plads i operationskøen, eller også manglede der ressourcer på intensivafdelingen til at tage sig af ham efter operationen.

Hver gang røg Jesper Rossing Hansen ned i et sort hul, som det nærmest var umuligt at kommer op ad igen.

»Jeg har grædt og været bange. Man sætter sig op til at skulle ind og bedøves og »skæres op«. Det er en kæmpe operation, hvor hjertet skal trækkes ud af ens bryst. Det handler om liv og død – og så sker der bare ingenting. Man bliver både utryg og gal på samme tid, og det rammer jo også ens nærmeste, som går rundt og er bekymrede. Det er grænseoverskridende,« siger han.

De første symptomer på, at der kunne være noget galt, viste sig sidste efterår, hvor Jesper Rossing Hansen begyndte at få ondt i begge arme og få smerter op i skuldrene og omkring øret, når han f.eks. kløvede brænde.

Venner og familie opfordrede ham til at søge læge, men det afviste han. Han havde aldrig været syg, og det var han heller ikke nu.

Smerterne tog til i starten af i år, hvor han ind i mellem havde det som om, at hans brystkasse »sad fast i en skruestik«. Langt om længe gik han til læge. Efter diverse undersøgelser fik han stillet diagnosen: »angina pectoris« i starten af februar.

Alvoren fik yderligere en mørkere tak i vejret, da han en onsdag aften i starten af marts efter endnu en undersøgelse på Holbæk Sygehus fik at vide af overlægen, at han godt kunnne glemme alt om at tage hjem igen: »Du skal indlægges. NU,« lød beskeden. Så slemt var det.

De kunne se, at hans hjerte var kalket meget til, og at det ikke kunne klares med medicin alene. Det var også nødvendigt med en operation. To dage senere lå han på operationsbordet på Roskilde Sygehus, »med en ledning ind gennem kroppen«, for at få indopereret en stent eller få en ballonudvidelse.

Men da det kom til stykket, vurderede lægerne, at det ikke ville være tilstrækkeligt. Der var behov for et større indgreb, en bypass-operation, hvis det for alvor skulle hjælpe Jesper.

Den slags lavede man imidlertid ikke på Roskilde Sygehus, det skulle foregå på Rigshospitalet, og derfor blev operationen afbrudt, hvorefter han blev sendt tilbage til Holbæk Sygehus.

»Jeg var kun lokalbedøvet, så jeg kunne høre, at de stod og snakkede om, at »det hér vil ikke kunne holde for Jesper; han skal have den store forkromede model«. Det er selvfølgelig i orden, selv om det ikke var et ideelt forløb. Men det var så nu, at alle genvordighederne for alvor begyndte,« fortæller Jesper Rossing Hansen.

I løbet af de næste tre uger var han nemlig tre gange udsat for først at få udstukket datoer og tidspunkter for forundersøgelser og efterfølgende operation på Rigshospitalet – for så derefter at få at vide, at det ikke kunne blive til noget alligevel.

To gange nåede han med ambulance at blive kørt til København, at blive indlagt på Rigshospitalet og at få foretaget de forundersøgelser, som foregår dagen før operationen. Men på selve dagen kom så den nedslåendede besked, at operationen var aflyst.

Den ene gang skyldtes det, at der havde været »ekstraarbejde« om natten, hvor helikopteren var landet adskillige gange på Rigshospitalets tag med akut livstruede patienter. Den anden gang var forklaringen, at der ikke var kapacitet nok på »opvågningen« til at passe på og observere ham efter operationen.

»Det nytter jo ikke noget at sende flyet på vingerne, hvis der ikke er plads på landingsbanen, når det skal ned,« lød forklaringen fra en læge, før han nok engang blev sendt retur til Holbæk Sygehus – sammen med oplysningen om, at der i øvrigt heller ikke var nogle ledige operationstider i den følgende uge.

»Da brød jeg nærmest sammen. Jeg gik helt ned med flaget,« husker Jesper Rossing Hansen.

Han beskriver det som at blive hejst ned i en cylinder, hvor man måske selv kan vælge, om man vil have armene ned langs kroppen eller op over hovedet, men hvor man, uanset hvad, ikke kan røre sig ud af stedet. »Det er som at rådne op. Sådan noget bliver man sindssyg af,« siger han.

Efter sin tredje aflysning på Rigshospitalet forsøgte han i stedet at blive henvist til de store hjertecentre i Odense eller i Aarhus, men der var heller ikke plads her.

Til sidst tryglede og bad han lægerne på Holbæk Sygehus om, at de måtte gøre alt, hvad der stod i deres magt for at presse en operationstid igennem på Rigshospitalet inden for få dage. Og så skete miraklet, 27. marts fik han – af en jublende overlæge på Holbæk, der var lige så glad som ham selv – at vide, at han med sikkerhed ville blive opereret to dage senere.

29. marts gennemgik han den fire timer lange operation, hvor han fik brystbenet skåret op og blev tilkoblet en respirator, mens hjertet blev taget ud for at blive udstyret med to »omkørsler« for at komme uden om den tilkalkede del og sikre en bedre blodforsyning.

Da han endelig, langt om længe, kom til, forløb det fint. I dag har han det udmærket, går lange ture og er kommet i gang med den genoptræning, som skal gøre det muligt for ham at leve livet på samme vilkår som alle andre, ikke-syge 65-årige.
Det skal nok blive godt, men oplevelsen med de mange aflyste operationer sidder alligevel stadig og gnaver i ham.

Under sit lange hospitalsophold hørte han om andre, der også havde oplevet at få aflyst deres operation. Han var ikke den eneste, og det er ikke rimeligt over for syge, der i forvejen er ude i tovene. Det skal ændres. Derfor går han nu ud og fortæller sin historie.

»Selve operationen er lavet fint. Men der er noget galt med måden, det foregår på, og et eller andet sted er der nogen, der svigter, når folk på den måde bliver reduceret til en slags »buffer« eller »ping-pong-patienter«. Økonomisk kan det heller ikke hænge sammen, at jeg skal være indlagt i 41 dage af den grund. Når man har lavet en aftale, så holder man den. Sådan må det være.«