Kollapset kan blive ligesom Skats. Det danske sygehusvæsen er nemlig ved at blive totalt ødelagt af mange års besparelser og effektiviseringer, som det er sket med skattevæsenet, hvor adskillige skandaler har kostet danskerne mange milliarder kroner.
Og på samme måde fortsætter de samme politikere nu med fuld fart frem med at køre de danske sygehuse i sænk, mens alle dem, der til dagligt arbejder med og på hospitalerne, står og råber og slår alarm uden at blive hørt.
Det mener Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, som har indledt en kamp for at få fjernet et mere end ti år gammelt krav til sygehusene om at løbe to procent hurtige år efter år.
»De omfattende effektiviseringsprogrammer, man besluttede i Skat, medførte rigtig mange advarsler fra medarbejderne på området, men alligevel fortsatte man i mange år. I dag kender vi alle konsekvenserne med et voldsomt amputeret og ødelagt Skat, og jeg er dybt bekymret for, at vi effektiviserer sundhedsvæsenet i stykker på samme måde, som vi gjorde med Skat. Det kan blive voldsomt dyrt,« siger Stine Brix.
Hun henviser her til, at Skat i 2005 gik fra at høre under kommunerne til at blive lagt ind under staten. Siden har Skat gennemgået massive besparelser og effektiviseringer, der er blevet 5.000 færre ansatte, og der har været den ene skandale efter den anden, mens danskernes milliarder er forsvundet i Skat.
Politikerne er i dag enige om, at »effektiviseringsønskerne og besparelserne i Skat er gået for vidt,« som skatteminister Karsten Lauritzen (V) sagde i juni sidste år.
Det er samme tanker og handlinger, som Stine Brix mener, er i gang med at ødelægge det danske sygehusvæsen.
Flere vil have et opgør
Siden 2003 har de danske sygehuse være pålagt af Folketinget at effektivisere med først halvanden procent hvert år og siden 2007 med to procent. Det såkaldte produktivitetskrav, som det hedder.
Det betyder, at en afdeling på et sygehus - f.eks. et hjerteambulatorium – skal levere to procent mere end året før, uden at der følger flere midler med til f.eks. flere hænder. Året efter skal samme manøvre ske igen. Året efter igen.
»Produktivitetskravet er en lidt anden metode at effektivisere på, men tankegangen er den samme: Man skal levere mere, uden at pengene følger med. Grænsen er for længst nået, og jeg frygter, at vi får et ringere sundhedsvæsen. Patienterne har meget vanskeligt ved at forstå, hvad der skal ske med dem, der er ikke tid nok til at snakke med lægerne, og man kan ikke få den hjælp, man har brug for,« siger Stine Brix.
Og hun er ikke den eneste, der er bekymret for det årlige effektiviseringskrav. Alle parter i og omkring sygehusene siger nu stop og kræver, at politikerne på Christiansborg handler på advarslerne.
Både regionerne, der driver sygehusene, Patientforeningen og alle de store personalegrupper på sygehusene, bl.a. Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Jordemoderforeningen, har dette forår krævet, at Folketinget afliver kravet til sygehusene om at løbe stærkere hvert år.
Betingelserne har nu krydset grænsen for det ansvarlige, lyder det fra foreningerne, der i årevis har råbt op om, at kravene til sygehusenes personale har medført uforsvarlig travlhed, som går ud over patientsikkerheden.
F.eks. vakte det opsigt, da Rigshospitalets mangeårige fødselschef, Morten Hedegaard, i november sidste år sagde op i protest mod for få hænder til de fødende.
28. april i år gik lægerne og sygeplejerskerne ud med et fælles opråb til regeringen, efter undersøgelser fra Gallup og Megafon bl.a. havde vist, at 91 procent af lægerne og 92 procent af sygeplejerskerne mener, at det påvirker pleje og behandling af patienter, at de bliver pålagt at levere flere behandlinger uden, at der tilføres ekstra ressourcer.
»Der er al mulig grund til, at politikerne tager tilbagemeldingerne fra sygeplejersker og læger meget alvorligt. Det er en klar bekymring fra disse to vigtige faggrupper, at de årlige produktivitetskrav påvirker kvaliteten i pleje og behandling negativt og at det i sidste ende truer patientsikkerheden,« sagde Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Det er på baggrund af de nødråb, at Stine Brix drager paralleller til situationen i Skat, og som hun mener, at Folketinget bliver nødt til at lytte til.
»Det er 15. år med konstante effektiviseringer, og nu siger alle, der på en eller anden måde er en del af sygehusene og arbejder med det i dagligdagen, at det er skadeligt for sundhedsvæsenet. Alligevel fortsætter man bare derud af på Christiansborg,« siger hun.
Tegner sig flertal på Christiansborg, men...
Ordningen bliver hvert år skrevet ind i den årlige økonomiaftale mellem regeringen og regionerne, som netop skal aftales i den kommende tid.
På Christiansborg har også SF, Alternativet, de Radikale, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udover Enhedslisten sagt, at de ønsker et opgør med det mangeårige påbud.
Umiddelbart et flertal uden om regeringen, men selvom først SF sammen med Dansk Folkeparti og siden Enhedslisten har stillet beslutningsforslag om emnet i Folketinget, er det ikke lykkedes at pålægge regeringen at droppe kravet.
Ved første afstemning 1. maj valgte Dansk Folkeparti – fordi der ikke var flertal – at stemme imod eget forslag ligesom Socialdemokratiet gjorde. I stedet vedtog de to partier sammen med regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal »komme med forslag til en bedre styring fremadrettet«.
I sidste uge - 17 dage efter - stemte Dansk Folkeparti så for Enhedslistens forslag om at droppe kravet allerede næste år. Men Socialdemokratiet stemte imod, så der ikke var flertal.
Det forklarede partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), således:
»Nu har vi med den anden vedtagelse bundet regeringen op på at komme med forslag til alternativer. Men vi kan ikke bare afskaffe produktivitetskravet uden at vide, hvad vi sætter i stedet,« sagde han til Altinget.
Socialdemokratiets slingrekurs både ærgrer og undrer Stine Brix.
»Det er lidt vanskeligt at finde ud af, hvad Socialdemokratiet egentlig vil på det her område. Deres sundhedsordfører sagde i debatten i sidste uge, at de vil af med produktivitetskravet, men at der skal sættes noget andet i stedet, og at det skal ske inden for et halvt år. Det er jo så rigtig spændende at se, hvad der sker inden for et halvt år. Dels om Socialdemokratiet på det tidspunkt har et bud på, hvad det andet skal være, og selvfølgelig også om vi andre kan se noget musik i det,« siger hun.
Kan Socialdemokratiet ikke have en pointe i, at det er uansvarligt at fjerne det her krav uden at have noget andet til at erstatte det?
»Vi har en anden model i forvejen. 99 procent af alle midler til regionerne overføres via bloktilskuddet. Det kunne man sagtens løfte til 100 procent og så lade det følge det krav, vi i forvejen stiller om at forvalte de midler ansvarligt og selvfølgelig effektivisere, hvor det giver mening.«
En meget stor del af effektiviseringerne kan findes inden for teknologi og bedre behandlingsformer, der netop frigør tid til personalet, så man kan behandle flere patienter med det samme personale. Hvorfor er det ikke en god ting at tvinge sygehusene til at gøre netop det?
»Problemet er, at det ikke er det, man gør. Samtlige afdelinger skal levere to procent mere. Havde man taget konkret stilling til, når ny teknologi i en given operation kunne give effektiviseringer, så var sagen en anden. Men det gør man jo netop ikke. Der er mange steder, hvor man slet ikke kan lave noget på en ny og smartere måde, men alligevel bliver nødt til at hente en produktivitetsgevinst. Der er grænser for, hvor meget du kan effektivisere en fødsel. Konsekvensen er, at vi ser egentlige serviceforringelser med kortere indlæggelser, og at man sender folk hurtigere hjem, for det er også en måde man løfte produktiviteten på.«
Men regionerne kunne jo godt fordele effektiviseringerne ud på specificerede områder i stedet for at grønthøste, som man ser nu?
»Ja, det kan regionerne godt gøre, men så skal andre afdelinger løfte produktiviteten fire, seks eller otte procent. Og to procent er jo bare et tal, der er besluttet fra Finansministeriets side, uden at der er noget grundlag for, at det lige præcis er det, der er fornuftigt. Selvfølgelig skal man være effektiv, det har jeg ikke noget imod, men jeg har voldsomt meget imod, at en regering langt væk fra sygehusene gør det enøjet og så skematisk uden at foretage en vurdering af, hvad potentialet er. Det er dybt skadeligt,« siger hun.
»Det er jo ekstremt voldsomt«
Et af argumenterne for at beholde kravet til sygehusene har været, at det offentlige skal spare på samme måde, som man gør i det private erhvervsliv. Men ifølge Danske Regioner har der kun været en produktivitetsfremgang på 0,8 procent om året.
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, fremførte i et interview med Altinget i marts, at regionerne ikke har haft svært ved at leve op til kravet, og at produktivitetsfremgangen uden statens diktat alligevel vil ligge mellem en og to procent.
Derfor mener han, at kritikken af ordningen på visse områder er overdrevet, men det argument køber Stine Brix ikke.
»Det understreger jo, at der ikke er behov for et statsligt produktivitetskrav, hvis der som følge af ny teknologi vil være en besparelse mellem en og to procent. Så vil man jo godt kunne håndtere det i regionerne, men et rigidt krav fra staten gør, at man ikke har nogen fleksibilitet.«
Der vil komme langt flere og mere behandlingskrævende patienter de kommende år, når der bliver flere ældre. Hvordan skal man så skaffe penge til at klare den udfordring, hvis man sløjfer produktivitetskravet?
»Det er omkring 700 millioner, man skal betale ekstra om året. Det kunne man gøre på mange måder. Man kunne f.eks. lade være med at lave skattelettelser, man kunne lade være med at sænke afgiften på sodavand og øl, som man gjorde for nogle år siden, og som kostede 900 millioner kroner. Så det er i bund og grund et spørgsmål om prioritering. Men vi har en regering med en ambition om en ekstrem begrænset vækst (0,3 procent om året, red) i den offentlige sektor, som man løser ved at sige til personalet på sygehusene, at de skal levere mere, uden at der følger flere penge med. Det, synes vi, ikke er ordentligt.«
Regeringen har jo ikke gennemført nogen skattelettelser, så der skal jo stadig findes nogle penge, og op mod en milliard år efter år er vel ret mange penge at finde?
»Regeringens politik om, hvad udviklingen skal være i den offentlige sektor, hænger jo sammen med, at man ønsker at skabe et råderum til at lave skattelettelser. Hvis man ikke har behov for at lave en skattereform, så kan man sagtens bruge nogle af de penge i råderummet, som er vurderet til at være omkring 37 mia. kroner i 2025 på sygehusvæsenet i stedet.«
Problemerne i Skat handler jo også meget om et IT-inddrivelsessystem, der aldrig kom til at fungere, og at man mistede kompetencer ved en centralisering. Er det ikke vidt forskellige ting, der har ført til problemerne, som du her trækker paralleller mellem?
»Jo, der er helt sikkert forskelle, men også nogle ligheder. Når det gælder IT-systemet, har vi jo aktuelt sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor man henter effektiviseringsgevinster, før det reelt fungerer. To procent kan de fleste nok klare et enkelt år, men vi taler om, at vi over de sidste ti år har løftet produktiviteten med 22 procent,« siger Stine Brix.
»Det er jo ekstremt voldsomt og gør, at personalet har meget svært ved at udføre deres arbejde på en måde, som de synes er faglig forsvarlig over for patienterne.«
Finansminister Kristian Jensen (V) har afvist at fjerne produktivitetskravet til sygehusene.
»Sagen er, at produktivitetskravet har været med til at gøre, at vi har fået ventelisterne ned, og at flere patienter bliver behandlet,« sagde han ved onsdagens forhandlinger.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), sagde ved samme lejlighed, at parterne var langt fra hinanden i spørgsmålet:
»Jeg har aldrig prøvet en forhandling, hvor vi i den her fase har været så langt fra hinanden - og jeg har da prøvet at forhandle i 20 år.«