»Vi må alle sammen konstatere, at det, vi egentlig troede var en politisk kamp fra Liberal Alliances side, ikke handlede om politik, men om adgang til ministerbiler.«
Sådan har det lydt fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter at Løkke lagde op til en ny trekløverregering mellem Venstre, Liberal Alliance og de Konservative, der kan fjerne Anders Samuelsens trussel om topskattelettelser eller valg.
De samme toner, at ministerbiler vægter mere end reel politik for Anders Samuelsen og LA, har siden lydt flere gange fra Socialdemokratiet.
»Samuelsen løber fra alle løfter med stålsat blik rettet mod ministerbilen,« skrev partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen på Facebook.
Samuelsen er faldet til patten hos Løkke
Selv siger Anders Samuelsen, at han hele tiden har ønsket at sidde i regering for at få mest mulig indflydelse, og det er det, han nu får mulighed for. Større indflydelse end spørgsmålet om topskat.
Men den forklaring køber Nicolai Wammen ikke.
»Det stålsatte blik er nu ikke rettet mod løftet om topskattelettelser, men mod ministerbiler. Anders Samuelsen har jo sagt klart og tydeligt, at det var ultimativt for Liberal alliance, at der skulle gives topskattelettelser på fem procent hele vejen op. Dermed er Anders Samuelsen jo faldet til patten hos Lars Løkke i stedet for at stå fast på sit krav,« siger Nicolai Wammen.
Hvorfor er det et problem, at han nu gerne vil indgå i en regering for at få mere indflydelse?
»Anders Samuelsen må selv forsøge at forklare sine vælgere, hvorfor han løber med 250 kilometer i timen fra et ultimativt krav gennem et år, når der er udsigt til at få ministerbil. Det tror jeg bare undrer rigtig mange danskere.«
Bliver vanskeligt at overbevise danskerne
Hvorfor omtaler I det, som om at Anders Samuelsen vælger ministerbiler - et ord, der kan tolkes ladet - over politik, som Mette Frederiksen har gjort?
»Ministerbiler er symbolet på regeringsmagten. Det her handler om, at Liberal Alliance er løbet fra sit ultimatum og sine løftet til gengæld for at komme i regering og få nøglerne til ministerbilerne. Og det må de jo selv prøve at forklare danskerne, hvordan det hænger sammen. Det tror jeg bliver vanskeligt, men det er det valg, de har truffet.«
Samuelsen siger, han hele tiden gerne ville have haft større indflydelse på politikken i Danmark ved at sidde i regering. Er det ikke bare det, der kan lykkes for ham nu?
»Altså, Anders Samuelsen har i et år sagt, at han ville vælte Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis han ikke fik topskattelettelser på fem procent hele vejen op. Jeg tror ikke, der er mange, der har haft indtrykket af, at det bare kunne veksles til ministerbiler. Men nu må han se, om han kan overbevise danskerne om, at manøvren hele tiden gik ud på at komme i regering, og han slet ikke mente det med topskattelettelser alligevel. Det, tror jeg, bliver en vanskelig opgave.«
»Det er jo helt legitimt, at Liberal Alliance gerne vil i regering«
Socialdemokratiet vil også gerne have regeringsmagten og have mest mulig indflydelse derigennem. Hvorfor er det anderledes i forhold til, når Liberal Alliance går efter at komme i regering for at få så meget indflydelse som muligt?
»Det er jo helt legitimt, at Liberal Alliance gerne vil i regering. Problemet er bare, at det de har sagt til danskerne var, at de ville vælte Lars Løkke Rasmussen, hvis de ikke fik topskattelettelserne på de fem procent hele vejen op.«
Samuelsen kunne ikke få LA kom med i en regering, da Løkke dannede sin Venstre-regering, men det kan han nu. Skulle han så lade være med at tage den indflydelse og magt, man får i en regering, fordi han har haft et ultimativt krav?
»Det er jo Anders Samuelsen, der må forklare sine vælgere, hvorfor han laver den her kæmpe kovending.«
Socialdemokratiet skaber ikke politikerlede med snak om ministerbiler
Du kan slet ikke forstå, at han tager magten i en regering, som I også gerne vil, når muligheden er der?
»Jeg tror ikke, jeg kan finde flere formuleringer i forhold til at sige, at det er et mellemværende mellem dem selv og deres vælgere. Og jeg tror, de får svært ved at forklare sig, men det må de jo se, om de kan.«
Er I med til at skabe politikerlede, når I tegner et billede af, at Anders Samuelsen giver køb på sin politik for at få nøglerne til ministerbilen?
»Jeg tror ikke, at det er Socialdemokratiet, der giver anledning til politikerlede, fordi Anders Samuelsen løber fra sine løfter. Det, synes jeg, er en mærkelig måde at sætte tingene op på.«
