Dennis Gade Kofod elsker at tale om sig selv. Han elsker at blive interviewet, og han elsker smiger. Det benægter han ikke.
»At være forfatter er en livsstil, som kræver nogle hardcore fravalg. Løn for ens arbejde, blandt andet. Jeg har ingen pensionsopsparing, jeg ville ikke kunne have tre børn uden min kone, og vi er meget økonomisk sårbare. Man skal være pænt egoistisk for at insistere på at være kunstner, og det er jeg også,« siger den bornholmske forfatter, der senest har udgivet romanen »Nancy«.
Forfatterlivsstilen passer Dennis Gade Kofod ganske godt. Han arbejder stort set kun for sig selv og med sig selv.
»Jeg kan få lov til at være vred, når jeg arbejder alene. Det ville være meget svært at skulle indgå på en arbejdsplads og samtidig være så åndssvagt kontrær, som jeg er. Jeg kan godt lide, at det er så dejlig nemt at mene noget, for jeg skal ikke argumentere over for nogen, før bogen udkommer. Jeg mener det, jeg mener ved min computer, og den svarer mig ikke imod, så der er tid til at forfine vreden,« siger Dennis Gade Kofod.
Han kan godt finde ud af at arbejde med andre, hvis han skal. Han underviser fast i kreativ skrivning et par gange om ugen på to skoler og tilbyder at læse manuskripter for håbefulde forfatterspirer. Bijobbene er et supplement til hans egen skrivning og en måde at få opfyldt betingelserne for at skrive på. Det eneste, Dennis Gade Kofod reelt behøver for at kunne skrive, er penge.
De dage, hvor Dennis Gade Kofod ikke underviser, dedikeres til hans næste roman.
Når børnene er afleveret, sætter han sig ved skrivebordet på sit kontor. Her skriver han indtil middag, og resten af arbejdsdagen går med at ordne andre praktiske ting. Arbejdet stopper klokken 14, og det er, som Dennis Gade Kofod selv siger, »ret luksus«.
»Hvis jeg har fire timers undervisning på gymnasiet en dag, kan jeg ikke tage hjem og skrive bagefter. Det er jeg for mudret i hovedet til, men i stedet skriver jeg mails eller forbereder undervisning til de næste dage. Jeg tror, at jeg kunne vinde meget, hvis jeg var mere struktureret. Sådan er jeg bare ikke. Til gengæld er jeg rigtig god til at arbejde, når jeg arbejder. Jeg kan blive ved i mange timer. Det har jeg lært af min mor og far,« siger han.
På skrivebordet står altid en legobil, som Dennis Gade Kofod selv har bygget, et askebæger fra hans datter og en statue fra barndomshjemmet på Balka ved Nexø, hvor Dennis Gade Kofods forældre bestyrede strandhotellet Balka Søbad.
»De ting står her altid, så jeg tror, at de betyder noget for min skrivning, men hvad det er, ved jeg ikke,« siger han.
En bunke bøger er taget ud af reolen og ligger på bordet. De er, hvad Dennis Gade Kofod for nyligt har fundet sproglig glæde i. Også hans kamera er fast inventar på skrivebordet. Kameraet følger ham overalt.
»Jeg sidder altid ved skrivebordet og skriver. Jeg kan ikke finde ud af at skrive ude. Jeg har heller ingen bærbar eller notesbog til litterære noter. Det virker for mig så kunstigt, når man går en tur og pludselig udbryder: »Åh, vent, jeg skal lige skrive ned. Det er så vigtigt«. Jeg finder på noget hele tiden, men jeg behøver ikke at skrive det ned. Det sidder fast,« siger Dennis Gade Kofod.
Hvis der er noget, Dennis Gade Kofod ikke kan lide, er det den slags forestillinger om forfatteren, der går og skriver guddommelige noter ned i naturen. Han kan sagtens sætte sig på sin pind og være kreativ i fire timer hver dag, og han er yderst skeptisk overfor vordende forfattere, som ikke kan det.
»Jeg har undervist i skrivning i seks år, og alle mine alarmklokker ringer, hvis folk, der gerne vil leve af at skrive, snakker for meget om følelser, kreativitet og inspiration. Så tænker jeg, at de ikke har det, der skal til. At de ikke har indsigten i, at det er et intellektuelt arbejde. Jeg kan godt lide at sammenligne det at skrive med et håndværk. Man skal for alt i verden have tålmodighed, og det meget mere, end man skal have talent og inspiration. Tålmodighed til at lære og til at læse sig selv igen og igen. Tit har folk en idé om, at de skal rammes af den her lysstråle fra himlen, og så skriver de en bog i ét stræk. Lige så snart folk har den slags forestillinger, så stiger prisen for min hjælp,« siger Dennis Gade Kofod.
Han har mødt den slags mennesker lidt for ofte og ved, at de ikke ønsker at lære eller at ændre i deres sproglige hjertebørn.
»De tilhører den type, som kommer til mig her på Bornholm og har forsøgt at slå igennem ved at lave keramik. De er ikke blevet til noget den vej, og så fortæller de mig, at de har nogle romaner liggende, som de har arbejdet på, siden de var 20 år. Åh, så ved jeg bare, at det er noget lort,« siger han.
For Dennis Gade Kofod er der ikke andet at gøre end at knokle.
»Jeg har aldrig prøvet at have skriveblokering. Det eksisterer ikke for mig. Endnu. Det er bare at tage sig sammen. Der er ikke noget værre end folk, der vader rundt i deres sjælekvaler. Jeg kan simpelthen ikke have det. Når man, som jeg, vælger at annullere sådan noget som inspiration og motivation og erstatter det med flid og nød, så har man ikke så meget tid til at sidde og pille i sin egen navle. Jeg hader mindfulness. Jeg er meget god til at brokke mig og pege fingre,« griner han.
Egentlig er Dennis Gade Kofod ikke imod mindfulness, kun det faktum, at det skal køres op til en livsstil. Når han selv har brug for at rense tankerne, tager han en tur i skoven eller besøger Bornholms Kunstmuseum. Eller han tager en dukkert i det dybe hav ved Helligdomsklipperne mellem Gudhjem og Tejn.
Bornholm spiller en væsentlig rolle i hans forfatterskab.
»Jeg har brugt hele øen som inspiration til min litteratur. Jeg har skrevet en hel roman, hvor jeg bruger Balka Søbad som scene. Og så lige her,« siger Dennis Gade Kofod og kigger sig omkring. Han går på Balka Strand:
»Det er her, »Nancy« og tågen starter. Jeg forestiller mig, at de har siddet her på stranden og lavet et bål, som kalder på den altødelæggende tåge.«
Dennis Gade Kofod elsker fantasy, og med det i mente er Bornholms mange historier om underjordiske væsener og trolddom guld værd for ham.
»Jeg elsker de gamle bornholmske sagn, og jeg har brugt dem flittigt i mine bøger. Tidligere har jeg læst meget faglitteratur om dem, men det gør jeg ikke længere. Jeg har bestemt mig for at gøre det til en stil at være en halvstuderet røver,« siger han.
Selv om Bornholm har en særlig plads i Dennis Gade Kofods hjerte, vil han ikke skrive mere om øen lige foreløbig. Han fik jo Bornholm til at gå under i »Nancy«, som han selv pointerer.
»Jeg tror måske ikke, at Bornholm er mere inspirerende end andre steder. Det er ikke mig, der har valgt at blive bornholmerforfatter. Det var mine forældre, der valgte det, dengang de flyttede herover.«