Når Sissel-Jo Gazan ser op fra sin Mac, møder hendes blik et fotografi af en kvinde i en campingvogn. Det er et udklip fra magasinet Ud & Se og handler om nødvendigheden af et frirum. Om en kvinde, der passer sin syge mand, men har indset, at hun også må have sit eget sted for at kunne være noget for sine nærmeste. Hun har sin campingvogn.
Sissel-Jo Gazan har et ni kvadratmeter stort kontor.
»Jeg læste artiklen om kvinden i en periode, hvor jeg ikke syntes, vi havde råd til at betale for et kontor til mig. Men pludselig blev jeg ramt af en følelse af, at jeg havde været utroligt dum, for hvordan kunne jeg dog tro, at jeg kunne sidde derhjemme og skrive en bestseller? Det gav mig et skub til at stå fast på, at jeg ville have mine egne fire vægge.«
Den 42-årige forfatter bor med sin australske mand og tre børn i udkanten af berlinerbydelen Mitte. Et centralt og meget børnerigt kvarter, lige ved Arkonaplatz.
»Hvis jeg skulle arbejde derhjemme, ville jeg være nødt til at have et fuldstændig ryddet skrivebord. Ellers kalder tingene på mig. At leve med fire andre menneskers rod er noget af det værste ved at have små børn. Og så dét, at man bliver afbrudt hele tiden, så man aldrig kan tænke.«
»Tager man strygejernet frem, bliver man afbrudt. Sætter man en vask over, når man aldrig til at hænge den op, for så vil børnene pludselig gerne lege med perleplader. Al tiden bliver hugget op, og det at skrive en roman handler jo meget om at ride på en bølge. Hvis man hele tiden bliver afbrudt, er det helt umuligt at komme op på den bølge.«
Kællingefabrikken
Så går det bedre på kontoret, der ligger fem minutters gang fra lejligheden.
»Når jeg går ind ad den dør, er det, som om jeg også åbner døren ind til fortællingen. Jeg prøver at lade være med at forurene det med alt muligt kedeligt. Regninger, oversættelser og den slags.«
Kontoret ligger i en bygning, hvor man skal være kvinde for at få et lejemål. Weiberwirtschaft hedder det.
»Jeg plejer at oversætte det med kællingefabrikken, men det tror jeg ikke, tyskerne vil synes om. Det er et kæmpe kvindeselskab, hvor blandt andet modefirmaet lala Berlin holdt til, før de blev for store,« siger Sissel-Jo Gazan.
»Det er et miljø, der passer godt med det, jeg selv er vokset op i, og jeg griner kun lidt af, at der er mange kvinder med kort hår og pung med kæde til baglommen.«
På kontoret er der det mest basale: Ud over skrivebordet en lille topersoners sofa og en lav reol, hvor hun har sine fagbøger. Op ad en væg står en madras.
»Det kan nogle gange blive nødvendigt med en lur. Nu, hvor jeg er godt i gang med en ny bog, er det sjældent, men når jeg begynder at skrive en roman, skal min hjerne altid lige omstille sig. Jeg sov også utroligt meget på mit kontor, dengang jeg skrev biologispeciale.«
Som at rede et langt filtret hår
Sissel-Jo Gazan har kun haft sit nuværende kontor et års tid, så det er ikke her, hun skrev »Dinosaurens fjer« (2008) og »Svalens graf« (2013), de videnskabskrimier, hvor hun trækker på sin baggrund som biolog og krydrer det med mordgåder og forbrydelser. Dem skrev hun på et arkitektbureau rundt om hjørnet i Brunnenstrasse, hvor hun fik lov at låne et skrivebord. Og det var fint, men ikke optimalt.
Blandt andet fordi arkitekter taler meget i telefon og råber højt, som hun siger. Så i stedet skrev hun sig på venteliste i Weiberwirtschaft, og til sin store overraskelse gik der kun fire måneder, så fik hun et kontor, hvor hun nu skriver sin nye store roman, der skal udkomme næste efterår. Den kommer til at handle om blandt andet andet street art, spids nøgenhat, panter fluesvamp og ekstreme politiske miljøer.
Da vi møder Sissel-Jo Gazan, har hun netop aflevet de to yngste børn. Inden vi går over på kontoret, runder vi lejligheden. Sissel-Jo Gazan begynder at vaske madrester af nogle dybe tallerkener, sætter dem i opvaskemaskinen og smider en tom mælkekarton ud. Sådan ser morgenerne ofte ud.
»Nogle gange skynder jeg mig også at forberede noget aftensmad og sætte en vask over. Dels så Mark, min mand, ikke står med det hele, og dels for at jeg kan blive på kontoret så længe som muligt og kan komme hjem i sidste øjeblik.«
Hun glæder sig som regel til at skulle på kontoret. Men det kan også være forbundet med en vis modstand.
»For bliver det nu en god dag? Bliver det en dag, hvor det flyder – eller én hvor jeg skal sidde og sparke ind i væggen? Det kan man jo godt se, at jeg gør.«
Hun peger på nogle mærker i betonen under skrivebordet.
»Det at skrive er som at rede et langt og filtret hår. Jeg kæmmer og kæmmer, og så en eller anden dag er romanen færdig, og håret ugler ikke mere, men er helt blankt.«
Naturvidenskabelig baggrund
Sissel-Jo Gazan har boet 11 år i Berlin, men har kun skrevet en enkelt novelle, der foregår i byen - og så en guidebog. Men i den roman, hun er i gang med, kommer den sidste halvdel til at foregå i Berlin.
»Jeg synes, jeg er parat til det nu. Men det kan godt være, at jeg ville skrive endnu bedre om Berlin, hvis jeg flyttede herfra,« siger Sissel-Jo Gazan, der skriver skønlitteratur, som om det handlede om virkeligheden.
»Det er noget, der er sket mig, fordi jeg er biolog. I den verden lærer man, at man skal være så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt,« siger Sissel-Jo Gazan, der sætter sig ind i alle aspekter og »slanker dem ned til noget, som almindelige mennesker også gider læse.« Hun bruger også ofte eksperter.
»I den nye roman er det en nazist, en graffitiprofessor og en hemmelig street artist.«
Én af de ting, Sissel-Jo Gazan holder af ved at bo i Berlin, er, at hun har en geografisk undskyldning for ikke partout at være en del af det danske litterære miljø.
»Det passer mig utroligt godt, for jeg er nok lidt en pseudoforfatter med min naturvidenskabelige baggrund og med en bonderøvstilgang til litteratur - nok mere en historiefortæller.«
»Jeg kan ikke lade være med at skrive, men receptioner og den slags siger mig ikke noget. Jeg har for eksempel aldrig været til Gyldendals efterårsreception, selvom jeg er udkommet på Gyldendal i over 10 år. Man kan altid sige: »Det passer lidt dårligt - hvem skulle passe børnene?« Hvis jeg boede i Aarhus, ville det være meget tydeligt, at jeg jo nok havde meldt mig ud.«